Når tryghed, kraft og nysgerrighed mødes
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Susanne
Jeg har mødt Susanne Roursgaard tre gange. Møderne har haft forskellig karakter, men fælles for dem er, at jeg møder en kvinde med en faglighed, der er tydelig fra de første ord. Hun sætter sprog på det komplekse med en klarhed, der aldrig bliver hård.
Samtidig oplever jeg en mildhed, som ikke gør hendes faglighed mindre præcis. Tværtimod. Måske netop fordi den giver mig plads og tryghed til at være undrende, spørgende og nysgerrig. I vores samtale mødte jeg en kvinde med stor tyngde og en lethed, der gjorde det muligt at nærme sig det sårbare uden at blive gjort forkert.
Når jeg er sammen med Susanne, føler jeg mig set. Rigtigt set. Jeg mærker hendes interesse for det menneske, der sidder overfor hende, og for det, der endnu ikke helt har fundet sit sprog. Sådan var det også i vores samtale om seksualitet, opdragelse, relationer, kærlighed, erotik, savn, kraft og det, vi hver især tager med os ind i mødet med et andet menneske.
For Susanne er seksualiteten et særligt intimt og sanseligt udtryk. Den hører sammen med vores livskraft, men hun gør ikke de to til det samme. Livsenergien kan finde mange veje. I kunst, omsorg, skaberkraft og det, vi vælger at sætte i bevægelse. Seksualiteten er hos hende et af de steder, hvor denne kraft kan få sit eget, kropslige og nære sprog.
Da jeg spurgte, hvad der kan stå i vejen for en oplevelse af frihed i seksualiteten, begyndte Susanne et andet sted, end mange måske ville forvente. Jeg var ikke overrasket.
“Meget af det handler ikke så meget om det at have seksualitet. Det handler fx. om opdragelse. Familieopdragelse eller kulturel opdragelse.”
– Susanne Roursgaard
Det er for mig en essentiel pegning, fordi det flytter blikket fra seksualiteten som et isoleret område til de mange steder, hvor vi lærer, hvad der er tilladt, ønskeligt, skamfuldt eller farligt.
Vi formes af den kultur, vi vokser op i. Vi formes også af familiekulturen, af det der blev sagt højt, og af det der blev sagt med blikke, tavshed eller en nedvurderende bemærkning om andre. Noget af det hører vi, længe før vi har et sprog til at tage stilling til det.
Susanne talte også om traumer. Her var hendes perspektiv vigtigt for mig: Når seksualiteten bliver vanskelig, behøver det ikke betyde, at der ligger et seksuelt traume bag. Andre erfaringer kan have sat sig i vores tilknytning, i vores forventning om at blive mødt og i vores oplevelse af, om vi er trygge sammen med et andet menneske.
Et menneske kan for eksempel have lært, at nærhed er usikker, at egne behov er for store, eller at den anden pludselig kan forsvinde. Og når vi senere kommer tæt på nogen, kan kroppen reagere, før vi når at forstå hvorfor.
Susanne beskrev, hvordan vi kan kæmpe, fryse eller dissociere. Sensitiviteten kan blive sværere at få adgang til. Noget kan føles farligt, selv når der ikke er en aktuel fare i rummet.
Det handlede ikke om gøre fortiden til en dom. Hun beskrev den mere som et spor, der kan blive aktivt, netop når der er noget på spil. Det intime møde kan vække spørgsmålet om, hvorvidt jeg er ønsket, om jeg må være for meget, og om jeg bliver forladt, hvis jeg viser hele mig.
“Jamen hvor meget tør du være dig selv i din seksualitet?”
– Susanne Roursgaard
Det er et enkelt spørgsmål, men det åbner meget. Og jeg mærker stor sårbarhed.
Tør jeg vise det, jeg længes efter? Tør jeg lade en side af mig få plads, når jeg ikke ved, hvordan den vil blive modtaget? Tør jeg tage den risiko, at den anden måske ikke kan eller vil gå den vej sammen med mig?
I Susannes blik er der mange ting i seksualiteten, som egentlig ikke handler om seksualitet. De handler om kontakt. Om tilhørsforhold. Om den frygt, der kan opstå, når vi ikke er sikre på, at alle dele af os kan blive mødt og ønsket velkommen.
Hun nævnte, at nogle mennesker kan opleve sig friere seksuelt uden for et fast forhold end i det forhold, hvor kærligheden og tilknytningen er dybest. Det er ikke en forklaring, der gør brud på aftaler eller grænser mindre alvorlige. Det er heller ikke en opskrift. Men det peger på et spørgsmål, der er værd at undersøge:
Hvorfor kan det nogle gange føles lettere at være fri dér, hvor vi risikerer mindre, end sammen med det menneske, vi er mest bange for at miste?
Bag det kan der ligge et savn. En fornemmelse af, at noget mangler, uden at vi nødvendigvis ved præcis hvad. For nogle er sammenhængen med seksualiteten tydelig. For andre viser den sig først som rastløshed, søgen eller en oplevelse af, at livet på papiret er godt, mens noget indeni stadig kalder.
“… vi skal turde møde frygten i vores parforhold og måske også sorgen over, at vi har en partner, som ikke har lyst til at gå den vej.”
– Susanne Roursgaard
Det er en krævende invitation. Den rummer både respekten for den anden og ansvaret for at være ærlig om sig selv. Den minder mig om, at et parforhold ikke bliver mere levende af, at vi gætter på hinandens motiver. Susanne talte om de projektioner, vi let lægger over den anden: Han vil bare have sex. Hun afviser altid. Den anden vil mig ikke rigtigt.
Men hvad ved vi, hvis vi ikke har spurgt? Hvad betyder det for den anden at længes efter sex eller kontakt? Og hvad vækker det i mig?
Susanne nævnte, at seksualiteten for nogle mænd, hun har mødt, kan være et af de steder, hvor de lettest kan udtrykke følelser og længsel, fordi det er nonverbalt. Det er ikke en forklaring på alle mænd, og det sætter aldrig samtykke eller den andens grænser ud af kraft.
Det kan være en invitation til at blive nysgerrige på betydningen bag handlingen, før vi gør hinanden til modstandere.
Den nysgerrighed er nødvendig, når vi taler om kærlighed og erotik. Susanne beskrev kærligheden som et sted, hvor vi længes efter tryghed, kendskab og ansvarlighed. Det erotiske felt har i hendes perspektiv brug for forskel, egenhed og en fornemmelse af, at den anden fortsat er et menneske, vi ikke helt kan eje eller kende færdigt.
“Det er, fordi erotikkens felt, spændingens felt, det foregår i forskellen og forskelligheden.”
– Susanne Roursgaard
Det betyder ikke, at kærlighed og erotik skal stilles op som modsætninger. Jeg hører snarere Susanne pege på et spændingsfelt, mange kan genkende. Trygheden kan gøre det muligt at åbne sig. Den erotiske nysgerrighed kan kalde på, at vi stadig bevarer noget af vores egen verden, vores bevægelse og vores evne til at lade os overraske.
Her talte hun om det, hun kalder skyggen af den tredje. Det behøver ikke at betyde en tredje person i relationen. Det kan være fantasien, den selvstændige verden uden for parforholdet eller den lille påmindelse om, at den anden også er levende, bevægelig og i stand til at blive berørt af mere end mig. Hos Susanne blev det et billede på, at erotikken også kan næres af det uvæsentligt uvisse, det legende og det, der ikke på forhånd er afgjort.
Hun udfordrede også forestillingen om, at seksualiteten i et langvarigt forhold helst skal være spontan. I begyndelsen planlægger vi ofte at mødes. Vi gør os umage. Vi ser frem til det, der kan opstå. Når hverdagen tager over, kan denne bevidste forventning forsvinde, og så kan vi komme til at kalde manglen på ramme for manglen på lyst.
I Susannes perspektiv kan det erotiske felt have brug for, at vi igen skaber plads til overraskelse, fantasi, forberedelse og et møde, der adskiller sig fra resten af hverdagen. Det er ikke en regel eller en opgave, som alle skal løse på samme måde. Det er et blik på, hvad der måske gør en kontakt levende for nogle.
Jeg holdt også af vores refleksion om erotikken med sig selv. Susanne skelnede mellem en nærende kontakt med egen krop og en mere erotisk kontakt, hvor fantasien eller det uforudsigelige kan være med. De to behøver ikke konkurrere. Den ene kan være dybt omsorgsfuld og sanselig. Den anden kan åbne for leg, bevægelse og et andet udtryk. Begge kan være værdifulde, hvis de er i overensstemmelse med det menneske, man er.
Samtalen bevægede sig til sidst ind i aggressionen. Det var måske her jeg blev mest overrasket. Aggression. Ordet kan vække billeder af vrede, magt eller vold. Susanne skelnede omhyggeligt mellem vrede, raseri og aggression. For hende kan aggression også være en energi, der gør det muligt at træde frem, sætte noget i gang og føre en impuls fra idé til handling.
“For aggression er i virkeligheden ikke andet end en energi, der siger, så går vi frem.”
– Susanne Roursgaard
Hun delte, hvordan hun selv måtte lære at nærme sig den energi, fordi den tidligere havde gjort hende utryg. I en kropslig praksis med klare rammer og tydelige regler fandt hun gradvist adgang til en kraft, hun senere kunne genkende som handleevne og evnen til at manifestere.
Det gav mig et nyt billede af aggressionens mulige gave. Den kan misbruges, skade og skræmme. Men når den er forbundet med samtykke, respekt og kontakt, kan den også være bevægelse. Den kan være det drive, der gør os mere frimodige, mere levende og mere i stand til at træde frem også i seksualiteten. Det gælder uanset køn og uden at kræve bestemte roller eller former for seksualitet.
Jeg gik fra vores samtale med en oplevelse af, at Susanne holdt flere sandheder på én gang. Vi har brug for tryghed, hvis vi skal turde åbne os. Vi kan også have brug for forskel, egenhed og kraft. Vi kan længes efter at blive mødt og samtidig være bange for at vise os. Vi kan elske dybt og stadig skulle øve os i at være nysgerrige på det menneske, vi tror, vi kender.
Det er en fin bevægelse, Susanne giver sprog til. En bevægelse mellem nærhed og egenhed, mellem blidhed og tydelighed, mellem at blive mødt og selv at turde træde frem. En bevægelse jeg selv træner i livet med vågen opmærksomhed.
__
Tak, kære Susanne, for din klare faglighed, din varme og din evne til at gøre plads til både det sårbare, det erotiske og det kraftfulde i os. Tak for at give mig et sted, hvor jeg bliver mødt og set fra et kærligt sted. Tak for at dele dine refleksioner i Sacred Sexuality Institute.
Besøg Susanne Roursgaard på hendes hjemmeside: www.the-gaia-method.com/
Link til de artikler Susanne optræder i: sacredsexuality.institute/tag/susanne/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
