Hvad hvis vi allerede er hjemme?
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Achim
Nogle mennesker svarer på et spørgsmål ved at gå lige ind i det.
Achim gør ofte noget andet. Han lader spørgsmålet drejea en omgang. Ser på det fra siden. Fra bagsiden. Og indimellem vender han det også på hovedet. Det gør vores samtale på én og samme tid legende let og udfordrende.
Han lader en tanke blive mærkelig nok til, at noget nyt kan vise sig. Og netop dér, i de små forskydninger, opstår der en form for klarhed. En bevægelse som jeg holder meget af.
Jeg oplever, at Achim har en særlig evne til at tage en helt almindelig erfaring med sig ud i universet og komme tilbage igen med et spørgsmål, der gør det nære mere levende. Han kan tale om en berøring, en indkøbsliste eller det at blive fanget af sin telefon; og pludselig står vi med noget, der handler om adskillelse, længsel, frihed eller det at være menneske.
Jeg oplever det ikke en tænkning, der vil gøre verden kompliceret. Snarere som en tænkning, der nægter at gøre den for enkel. Og det synes jeg, er inspirerende.
Da vi talte om seksualitet, begyndte han ikke med en definition, men med tvivlen på, om det overhovedet kan lade sig gøre at skille tingene så ad, som vi ofte forsøger.
“Vores sind har brug for at dele noget op, som ikke er opdelt.”
Sætningen er meget typisk Achim, sådan som jeg oplever ham i vores møde. Den er både enkel og forstyrrende. Og for mig en smule provokerende på dette tidspunkt i undersøgelsen, hvor jeg stadig nærer en naiv tro på, at jeg kan dissekere seksualiteten, som var den en mus, jeg undersøgte i et laboratorium.
For hvad er det egentlig, vi opdeler?
Krop og ånd. Lyst og begær. Hoved og hjerte. Det individuelle og det relationelle. Det seksuelle og resten af livet.
Vi gør det for at forstå. Det er menneskeligt. Og vores evne til at tænke, skelne og sætte ord på er selvfølgelig en gave. Men Achim minder mig om, at tænkningen bliver fattigere, hvis den tror, at den alene kan rumme alt det, den undersøger.
Måske kan vi skille en erfaring ad i mange fine dele. Men vi kan ikke altid samle dens levende helhed igen ved at kigge længe nok på hver enkelt del.
Han bringer derfor ikke hovedet og kroppen i krig med hinanden. Det ville blot være endnu en opdeling. Han spørger snarere, om vi er kommet så langt ind i vores vurderinger, planer og forklaringer, at vi har glemt at mærke, hvad der faktisk sker i os.
Når det sker, forsvinder sansningen. Og måske forsvinder vi lidt fra os selv med den.
Achim siger det næsten provokerende enkelt:
“Det handler kun om at sanse.”
For ham er sanselighed ikke en pæn pause fra livet. Den er en praksis i at være her. I en berøring, en lyd, solen mod huden eller en helt enkel nydelse kan opmærksomheden finde hjem i nuet. Ikke som flugt, men som kontakt. Han bruger et billede, jeg holder meget af:
“Nydelsen er magneten, som holder min opmærksomhed i sanseligheden.”
Sikke en smuk pegning. Og et lille øjeblik bliver der stille i mig.
Det handler ikke om, at nydelsen skal gøres til et nyt mål, eller at alt i livet skal være behageligt. Det handler om, at nydelsen kan samle os, når vores opmærksomhed ellers bliver trukket i alle retninger. Når vi er optaget af at gøre det rigtigt. Når vi sammenligner. Når vi planlægger det næste. Når vi forsøger at tænke os frem til et møde, som måske først bliver levende, når vi holder op med at kontrollere det.
I Achims blik er nydelsen ikke overfladisk. Den er en dør ind til nærvær. En venlig og kropslig måde at vende tilbage til det, der er lige nu.
Hans blik på begær har den samme generøse kompleksitet. Begæret er hverken en fjende, der skal bekæmpes, eller en sandhed, der ukritisk skal følges. Det er en kraft, vi kan være nysgerrige på. En kraft, der måske viser os noget, og som samtidig kræver, at vi tager ansvar for de konsekvenser, vores valg kan have.
Der er frihed i den måde at tænke på. Ikke frihed som at gøre hvad som helst, men frihed som at kunne mærke: Det her er i mig. Jeg behøver ikke lade som om, det ikke findes. Men jeg kan vælge, hvad jeg vil gøre med det.
Det mest særlige i vores samtale opstod måske, da vi kom til at tale om hjemkomst. Jeg talte om længslen efter at vende hjem til noget større, noget før adskillelsen. Achim standsede ved ordet og tilbød et andet billede.
“Jeg er hjemme. Jeg kan ikke være andre steder.”
Og han fortsatte:
“Hvad hvis der i virkeligheden ikke er noget, der skal hjem? Hvad hvis vi allerede er hjemme, men indimellem glemmer det, fordi vi oplever os selv som adskilte?”
Det er ikke et svar, der lukker. Det er en åbning. En invitation.
Måske er det sådan Achim møder verden: Han tager ikke vores længsler fra os. Fra mig. Han spørger blot nysgerrigt og åbent, om den fortælling, vi fortæller om vores længsler, er den eneste mulige.
Og nogle gange er det nok til, at noget i os trækker vejret lidt friere.
___
Tak, kære Achim, for at turde eller måske snarere insistere på at undersøge verden fra vinkler, vi sjældent inddrager i vores undersøgelser. Det giver skæve, smukke, udfordrende og vidunderlige billeder og refleksioner.
Tak for at dele dig og dine refleksioner i Sacred Sexuality Institute.
Besøg Achim på hjemmesiden: sansdigfri.dk
Link til de artikler Achim optræder i : sacredsexuality.institute/tag/achim/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
