Det indre rum
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Camille
Nogle møder overrasker, fordi der fra de første minutter opstår en fælles nysgerrighed, som man ikke helt havde set komme. Det var sådan, jeg oplevede min samtale med Camille.
Et rum åbnede sig hurtigt i samtalen, og vi kunne blive ved de store spørgsmål lidt længere: Hvad er seksualitet? Hvor bor den? Hvad sker der, når lysten bliver blandet med skam, med gamle historier eller med den frygt, vi ikke altid ved, at vi bærer?
Camille taler om seksualitet som livskraft, instinkt, psykologi, sorg og menneskeligt velvære på én gang. Hun lægger ikke én forklaring ned over feltet. Hun bliver i det komplekse.
For hende er seksualiteten både noget dybt almindeligt og noget vildt betydningsfuldt. Den lever i kroppen, men kan ikke skilles fra psyken. Den kan åbne for kontakt, forbundethed og glæde. Den kan også synliggøre de steder, hvor noget i os er blevet bange, skamfuldt eller frosset.
“Vi bliver så blottet, hvis vi tør gå ind i seksualiteten og lade den gå med os. Så bliver det måske det sted, vi bliver allermest nøgne. Også psykologisk nøgne.”
Jeg finder stor genkendelse i dette.
Måske er det også derfor, mange af os har lært at gøre seksualiteten mindre, end den er.
Gøre den til teknik, præstation, udseende eller noget, der helst skal foregå uden for meget besvær. Men når vi virkelig begynder at mærke, kan der dukke meget mere op: lyst, skam, sårbarhed, vrede, længsel, følelsen af at være alene eller frygten for at være for meget.
Camille inviterer ikke til, at vi skal forcere os igennem det.
Tværtimod bliver hun levende, da vi taler om den velkendte opfordring: Giv slip. Hun peger på, at den sætning let kan blive endnu en opgave. Endnu en målestok for, hvad en kvinde angiveligt skal kunne. Og hvis jeg ikke kan give slip, kan jeg så komme til at skamme mig over dét også?
Jeg sanser, at mine skuldre falder ned ved disse ord. Og en taknemmelighed over at vide, at jeg ikke skal mærke skam over udfordringen med at give slip.
Og Camille åbner en anden vej.
“Vær nysgerrig. Okay, nu lukker jeg ned. Okay, vær nysgerrig på, at du lukker ned.”
Det er en lille forskydning i sproget. Men den rummer en stor frihed.
Nysgerrigheden kræver ikke, at jeg skal være et andet sted, end jeg er. Den beder mig bare om at blive en anelse mere opmærksom. Hvad sker der i mig nu? Hvad mærker jeg? Hvad længes jeg efter? Hvilket billede kommer? Hvilken lyd rører mig?
Det er også her, Camilles særlige blik på kvindens køn åbner sig.
Hun taler om, at det kvindelige køn i højere grad vender indad. Det kan være mindre synligt for os selv, mindre beskrevet i kulturen og omgærdet af flere skamfulde fortællinger. Der er noget inde i mørket. Noget, der ikke bare lader sig vurdere med øjet.
Camille sammenligner det med en beholder. Som keramiker ser hun billeder, og hun lader billedet blive en vej til forståelse: Et indre rum, vi ikke kan overskue på én gang, men som vi kan nærme os gennem sansning.
“Vi kan mærke det, hvis vi tør mærke det. Og vi kan mærke det, hvis vi lige så forsigtigt mærker selv det, vi kan.”
En sætning, jeg synes er meget smuk. Og med stor nænsomhed.
Den rummer både respekt og mod. Den siger ikke, at vi skal kende alt på én gang. Den siger, at vi kan begynde der, hvor vi er. Måske ved at mærke, hvordan en bluse glider over armen. Ved at lytte til en stemme, der vækker noget. Måske ved at lægge mærke til vandmelonens saft, en sang, en farve, en berøring eller den beruselse, der kan opstå, når noget føles levende og smukt.
Seksualiteten må gerne begynde i det små.
Camille minder mig også om, at kvindelig seksualitet alt for ofte er blevet presset ind i snævre billeder. Den unge krop. Den rigtige krop. Den pæne lyst. Den passende lyst. Den kvinde, der gerne må være attraktiv, men ikke for tydeligt lystfuld. Den kvinde, der gerne må være mor, men hvis seksualitet helst skal fylde mindre.
Hun spørger ikke efter en ny regel. Hun spørger efter mere bevidsthed. Mere sprog. Mere sansning. Mere plads til at undersøge, hvad der faktisk er sandt for den enkelte.
I det lys bliver hendes blik på det feminine ikke en modsætning til det maskuline. Det bliver en invitation til at tage det indadvendte, det mindre synlige og det mysteriefyldte alvorligt. Og til at lade den viden, der kan komme gennem kroppen, få lov at tale med.
Jeg gik fra samtalen med en oplevelse af, at Camille ikke vil have, at vi skal skynde os mod en forløsning. Hun holder døren åben for det, der endnu ikke er færdigt. For det, der har brug for tid, sprog, tryghed og en mild nysgerrighed.
Tak, kære Camille for dine stærke og sanselige billeder, din ærlighed og din måde at gøre de store spørgsmål mere menneskelige. Tak for at minde mig om, at en vej ind i seksualiteten måske ikke begynder med at give slip, men med at spørge: Hvad er det, der er levende i mig lige nu?
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
