Et rum, hvor et nej kan få lov at være et nej
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Bjarne
Nogle samtaler begynder med et ja. Bjarnes begyndte også med en grænse.
Inden vi for alvor gik i gang, gjorde han det klart, at han gerne ville tale om sin egen seksualitet, sine egne erfaringer og sine egne refleksioner. Men når det, vi talte om, vedrørte et andet menneske, ville han vurdere undervejs, hvad der var hans at dele.
Jeg holder meget af den begyndelse.
For den siger noget om Bjarne. Noget jeg genkender. Hans ordentlighed. Om hans respekt for, at intimitet ikke kun handler om at åbne sig, men også om at vide, hvad der ikke tilhører én selv. Den siger også noget om det rum, vi har skabt i vores andre møder: Et rum, hvor begge må være tydelige om egne grænser, egne ja’er og egne nej’er.
Gennem en længere periode har Bjarne og jeg mødtes i et fælles, undersøgende rum. Et aftalt rum omkring tantra-massage, individuel undersøgelse og samtale. Her har vi hver vores fokus. Og ind imellem flyder de sammen. Bjarne undersøger sanselig tilstedeværelse og det at møde et andet menneske med opmærksomhed. Jeg undersøger de narrativer, reaktioner og bevægelser, der vågner i mig.
Vi mødes ikke for at komme frem til et bestemt sted. Vi mødes for at kunne mærke mere præcist, hvad der er på spil.
I samtalen omkring seksualiteten blev det igen tydeligt for mig, at Bjarne har en ganske særlig evne til at skelne mellem dét, der er enkelt i relationen, og dét, der kan være komplekst i os selv.
Han siger:
“Når jeg forlader tantra-madrassen, er der som regel sket en forandring i mig, men som regel ikke i relationen til den person, jeg har været i et tantrisk møde med. For mig sker ændringer i relationen, når vi taler sammen.”
Den sætning synes jeg er vigtig. Den er essentiel. For kroppen kan åbne noget. Den kan vise os noget. Den kan føre os ind i nærhed, stilhed, glæde eller det, vi endnu ikke har ord for. Men den erfaring bliver ikke automatisk til fælles forståelse. Det, der har rørt sig i mig, er ikke nødvendigvis tydeligt for dig. Og det, du har mærket, er ikke nødvendigvis det samme som det, jeg troede, der skete.
Samtalen er ikke en analyse, der skal tage livet ud af mødet. Den kan være stedet, hvor erfaringen får lov at lande og få rødder. Hvor vi spørger: Hvad skete der i mig? Hvad lagde du mærke til? Hvad fik jeg lyst til at sige? Hvad blev jeg stille med?
Bjarne er meget opmærksom på, at et møde ikke opleves ens af to mennesker. Han vil gerne have ord for det, vi taler om, men han har ingen trang til at presse dem ind i en knivskarp definition. Det ene menneske kan opleve den samme berøring som tryg, lystfuld eller seksuel. Et andet kan opleve den helt anderledes. Ingen af oplevelserne behøver at blive gjort forkerte af den grund.
Det er en generøsitet, der betyder noget. Han giver også et helt enkelt billede på lyst:
“Lyst er jo også, at jeg dufter til en rose.”
En rose. En solnedgang. En berøring. Noget, der vækker noget i os. For Bjarne er lyst ikke nødvendigvis identisk med seksualitet. De kan mødes, glide ind i hinanden og opleves forskelligt. Han beskriver dem som noget i retning af en skala eller et spektrum, snarere end to faste kasser. Det passer godt til den måde, han taler på: nysgerrigt, præcist og uden trang til at gøre det levende mere overskueligt, end det er.
I vores praksis har det været vigtigt at vende tilbage til mødet. Gentagelsen betyder noget. Ikke fordi vi møder præcis det samme hver gang, men fordi den skaber en genkendelig ramme. En ramme, hvor trygheden langsomt kan få lov at vokse og hvor modet måske kan følge efter.
“Vi har mødtes så mange gange, så der opstår en tryghed, og den tryghed giver mod.”
Trygheden handler ikke om, at intet udfordrer os. Tværtimod. Bjarne taler ærligt om, at relationen til sig selv kan blive meget mere kompleks end relationen til den anden. Han kan mærke behovet for at undersøge, hvor et nej kommer fra, hvor et ja kommer fra, og hvilke gamle historier der måske blander sig.
Det afgørende er, at den anden ikke bliver gjort forkert for det.
“Det er ikke et nej til dig. Det er et nej til det, du gør.”
Måske ligger der en vigtig frihed i den sætning. For den flytter ansvaret hjem uden at lukke relationen. Jeg må tage mit ja og mit nej alvorligt. Jeg må være nysgerrig på dem. Og den anden må have lov at gøre det samme.
Det betyder ikke, at alt bliver let. Det betyder, at det bliver muligt at møde det, der er – også skammen, tvivlen, blufærdigheden og de steder, hvor vi endnu ikke ved, hvad vi har brug for.
Bjarne har en evne til at gøre dette rum mindre dramatisk og mere menneskeligt. Han er ikke ude efter den store forklaring eller den særlige oplevelse. Han vender igen og igen tilbage til det konkrete: Hvad sker der her? Hvad mærker du? Hvad vil du? Hvad er rigtigt for dig lige nu?
Det er en praksis, jeg er dybt taknemmelig for. En indstilling som skaber ro.
___
Tak, kære Bjarne, for din generøsitet. For din lydhørhed. For din evne til at holde spørgsmålene åbne. Og for den tillid, der har gjort det muligt at gå på opdagelse uden at nogen af os behøver at have alle svarene på forhånd.
Klik her og find artikler med Bjarne
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
