Grundvandet i os
Nogle mennesker kan åbne et stort felt med et enkelt billede. Da jeg spurgte Amanda, hvad seksualitet er for hende, talte hun først om sanselighed, længsel, krop og mødet mellem mennesker. Og så sagde hun, “seksualiteten er på en måde grundvandet i os”.
Grundvandet, et billede som ræsonnerer fint i mig. Kan næsten mærke det i kroppen, da Amanda præsenterer dette billede.
Grundvandet, som ikke altid ses på overfladen. Men det er der. Det ligger under jorden. Og livet omkring os siver ned i det: erfaringer, omsorg, stress, ord vi har hørt, nærhed vi har manglet og måder, vi har lært at være i relationer på. Og en dag kan det, der har ligget uset, gøre sig bemærket.
“Jeg tror, de fleste menneskers liv præger deres seksualitet virkelig meget. Deres seksualitet præger også dem, men det er på en eller anden måde mere usynligt for mange.”
Amanda har en mildhed, som er let at mærke i samtalen. Der er god tid i hendes måde at lytte på. Hun griber ikke for hurtigt efter en forklaring eller en metode. Samtidig er hendes faglige blik præcist. Hun kan gøre et komplekst tema enkelt uden at gøre det fattigt.
Måske er det derfor, hendes ord om grundvandet virker så stærkt. Og samtidig enkelt. Hun gør ikke seksualiteten til et problem, der skal løses. Hun ser den som et område af livet, der formes af alt det, vi er, og alt det, vi har med os. Kroppen, psyken, sansningen, relationerne og de mere ordløse lag hører sammen.
Hun taler om erotik som længsel. Ikke længsel som mangel eller noget forkert, men som en bevægelse i os. En længsel efter berøring, forbindelse, tryghed, nydelse, glæde eller noget mere.
“At være et erotisk menneske er at være et menneske i længsel. Og længsel definerer jeg ikke som dårligt, men som noget, der er i bevægelse.”
Det er en spændende tanke. For den fjerner kravet om, at seksualiteten skal se ud på én bestemt måde. Den behøver ikke altid at være spontan lyst, et parforhold eller en bestemt seksuel handling. Den kan være et menneskes sanselige kontakt med sig selv. Den kan være nysgerrigheden på det, der føles rart. Den kan være længslen efter at leve mere vågent.
Her hørte jeg også noget, der ligger tæt på min egen undersøgelse: Måske trives seksualiteten ikke uden bevægelse. Seksualiteten … aldrig som en præstation eller en opgave, men som en levende nysgerrighed.
Hvad mærker jeg? Hvad længes jeg efter? Hvad kalder på mig lige nu?
En stille stund en sen aften efter samtalen med Amanda dukkede ordet bevægelse op igen. Og at blive bevæget. Jeg fik lyst til at undersøge ordet og dets rod med en protreptisk tilgang, som for mig handler om at folde et begreb ud, mindre end at finde ordets endelige definition.
Det handler om at undersøge begrebet – lade det åbne de billeder, erfaringer og værdier, det bærer. Hvad sætter os i bevægelse? Hvad flytter noget i os? Og hvad er forskellen på at ville fremad og at blive bevæget?
På engelsk kan vi blive ‘moved’ (bevæget) eller ‘touched’ (rørt).
Ordet touch taler både om fysisk berøring og om dét, der rører hjertet. I min egen søgen faldt jeg over sanskrit udtrykket ‘kāma-mūta’, der gengives som “bevæget af kærlighed”. Det er ikke en nøgle, der kan forklare seksualiteten. Slet ikke. Men da jeg læste ordene, blev det en smuk, sproglig resonans til Amandas ord om længsel som bevægelse. Og jeg smilede indvendig.
Måske er længsel ikke alene en kraft, der fører os mod noget. Måske er den også en følsomhed for at blive rørt: af kroppen, af en berøring, af et møde, af naturen, af den kærlighed vi får lov at mærke. Og måske begynder den bevægelse, Amanda taler om, dér, hvor vi tør være stille længe nok til at opdage, hvad der allerede har rørt os.
I vores samtale deler Amanda en helt enkel vej ind i det store. Hun begynder med det, der er rart.
Lyst er, siger hun, evnen til at mærke, hvad der er rart. Det kan være så nært og jordnært som at vælge mellem to ting: fingerspidser eller negle, rødvin eller hvidvin, en gåtur eller et varmt bad. Det afgørende er ikke det perfekte valg. Det er, at vi øver os i at registrere, at der findes noget, vi har lyst til.
“Vi fortæller hele tiden vores system: Der er noget, jeg har lyst til. Hvad end det handler om mad eller berøring eller nydelse.”
Jeg holder af den enkelhed. En invitation som rummer en stor omsorg for mennesket, der måske har mistet tilliden til, at kroppen kan mærke noget godt. Amanda bruger ingen store løfter. Hun inviterer i stedet til små, konkrete erfaringer, der kan vække kontakten igen.
Hun taler om et kontaktkatalog eller et nydelseskatalog: En liste over ting, der gør noget godt for kroppen. Sauna. Et koldt bad. En kop kaffe i solen. Musik. En vandretur. Udstrækning. Berøring. Det er ikke en tjekliste, men en invitation til at blive sin egen krops nærværende ledsager.
Ja tak.
Amanda vender igen og igen tilbage til en tanke, som også blev en fin tråd mellem os: Jo tættere vi er på os selv, jo mere ærligt kan vi møde andre.
Hun er optaget af, at mange mennesker har lært at forstå egen lyst og egen krop gennem den andens blik, tempo og forventninger. Der kan opstå en fast koreografi, hvor vi gør det, vi tror fungerer, frem for at mærke efter, hvad der faktisk føles levende.
Derfor begynder hendes invitation ofte med én selv. Ikke som en opfordring til at klare sig alene, men som et grundlag for at kunne være hjemme i sig selv sammen med et andet menneske.
“Hvordan kan du være hjemme hos dig sammen med en anden?”
Det spørgsmål har noget stille over sig. Det peger ikke kun på seksualiteten. Det peger også på selvrespekt, relationer og det mod, det kræver at være til stede i sit eget liv.
Amanda taler med faglig erfaring om kærlighed og parforhold. Men hun lader ikke fagligheden skabe afstand. Tværtimod gør den hende mere nænsom over for forskellighed. Nogle længes efter nærhed på én måde, andre på en anden. Nogle kan have glæde af at udforske deres krop alene, mens andre mærker mest liv i det fælles møde. Ingen af vejene bliver gjort til en regel for alle.
Det er måske også den særlige sødme, jeg tog med mig fra vores samtale. Amanda rummer kompleksiteten uden at blive tung. Hun kan tale om sår, mønstre, skam og længsel og stadig føre samtalen tilbage til noget, der er muligt her og nu: et lille valg, en fornemmelse, en sanselig pause, et spørgsmål stillet med venlig nysgerrighed.
Tak, kære Amanda, for at give mig billedet af grundvandet. For at minde mig om, at det, der ligger under overfladen, ikke behøver at være farligt. Og for at vise, at en vej tilbage til kroppen godt kan begynde med noget så enkelt som at spørge: Hvad føles rart lige nu?
___
Besøg Amanda på hjemmesiden: amandalagoni.dk/
Link til de artikler Amanda optræder i : sacredsexuality.institute/tag/amanda/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
