Når nærvær kommer i førersædet
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Mathias
Der findes en form for ærlighed, som ikke forsøger at få et menneske til at se modigt ud. Den er heller ikke poleret. Den står blot frem, fordi der er noget vigtigt på spil.
Det var den ærlighed, jeg mødte hos Mathias. Jeg husker ikke, hvem der først åbnede døren ind til det helt sårbare og personlige rum. Det er heller ikke så vigtigt. Min oplevelse er, at rummet var der. Og det gør mig oprigtig taknemmelig. Det er tillid.
Vi kendte hinanden løst fra et netværk, der går mange år tilbage. Alligevel gik der ikke længe, før vores samtale bevægede sig ind i det, mange mennesker bruger lang tid på at nærme sig. Skam. Usikkerhed. Kroppen, når den ikke gør, som vi tror, den skal. Og den sårbarhed, der kan ligge i at blive set. Helt konkret i øjnene af et andet menneske.
For Mathias er intimitet det første ord, der melder sig, når han skal tale om seksualitet. Han bruger det næsten som en større paraply. Seksualitet er et ord, der efter hans oplevelse er blevet belastet af så mange forestillinger, præstationer og kulturelle billeder, at det indimellem bliver vanskeligt at møde det levende bag ordet.
“Intimitet er det første, der kommer til mig. Og i den større paraply føler jeg, at seksualiteten er med.”
Hans egen vej ind i en mere bevidst seksualitet begyndte ikke med lethed. Han fortæller åbent, at hans første erfaringer med erektion blev forbundet med så meget skam, at han bar historien alene i mange år. Senere blev det en erfaring, han kunne sætte ord på og bruge til at møde andre med større menneskelighed.
Den del af samtalen rørte mig. Ikke fordi sårbarhed i sig selv skal gøres til noget smukt. Sårbarhed kan være ubehagelig. Den kan være akavet. Og den kan vække et stærkt ønske om at lukke ned, skynde sig videre eller lade som ingenting.
Men Mathias bliver.
Han fortæller om en erfaring, hvor en kvinde en gang spejlede ham i, at han kunne være meget nærværende, indtil de havde penetrationssex. Der oplevede hun, at han gled væk. I øjeblikket gjorde det ondt at høre. Senere blev det et vigtigt opvågningspunkt. Han så, at hans opmærksomhed var flyttet fra mødet og over på frygten for at miste sin erektion.
Den erkendelse førte ham ikke til en ny regel om, hvordan man skal være. Den førte ham tilbage til nærvær. Til øjenkontakt. Til muligheden for at rumme, at kroppen skifter, holder pause og ikke altid følger en forventet kurve.
I vores samtale kom vi ind på, hvordan øjenkontakt nogle gange kan opleves mere sårbar end berøring. Der kan være en mærkelig lethed i at lade kroppen være tilgængelig, mens blikket stadig holder afstand. Mathias genkender den bevægelse. Han taler om øjenkontakten som noget, der både er stort og kræver mod.
Måske er det dét, han bliver ved med at minde mig om: At kontakt ikke opstår, fordi vi præsterer rigtigt. Kontakt opstår, når vi tør være med det, der faktisk er der.
“Sårbarhed. Kontakt. Simpelthen. Fordi sårbarhed er det stærkeste for at skabe kontakt.”
Mathias har et let og levende sprog. Han kan kalde noget “fucked up”, le, bruge en grov formulering og i næste øjeblik sige noget, der åbner et langt dybere lag. Den bevægelse gør hans stemme særlig. Han vil ikke gøre seksualiteten mere højtidelig, end den behøver at være. Og samtidig nægter han at reducere den til teknik, præstation eller resultat.
Han taler om bevidst seksualitet. Det er hans eget foretrukne ord. For Mathias er en bestemt tradition mindre vigtig end det, ordet peger på: sansning, nærvær, kontakt og ansvar for det, der sker i én selv.
Her bliver han også en vigtig mandlig stemme i min undersøgelse. Han sætter ord på den skam, der kan opstå, når mandighed bliver gjort afhængig af erektion, initiativ eller præstation. Samtidig gør han ikke den skam til en identitet. Han undersøger den. Han lader den blive en dør ind til noget andet.
Han taler med samme nysgerrighed om kvinders lyst, om mandlige og kvindelige aspekter i os alle og om de kulturelle fortællinger, der kan gøre seksualiteten mere snæver, end den behøver at være. Hans blik opleves ikke som færdigt. Men undersøgende.
“Jeg føler mig stadigvæk som en begynder på mange måder. ‘The eternal student of life’ og dermed også omkring sexlivet. Vi kan ikke adskille vores sexliv fra vores liv.”
Den sætning bliver hos mig. Fordi jeg genkender så meget i disse ord. Og fordi det måske er netop et af de steder, hvor Mathias’ sårbarhed bliver til noget stærkt. Han taler med stor erfaring og tydelig viden, men han gør sig ikke færdig. Han fastholder elevens blik. Mit blik. Han bliver ved med at være nysgerrig på det, der sker i ham selv.
Det er en generøs indstilling. Også i mødet med mig.
I slutningen af samtalen deler jeg lidt af min egen tvivl. Om sproget. Om at være mor. Om at tale med min søn om porno og seksualitet, når min egen historie også rummer frygt og gamle sår. Mathias forsøger ikke at løse det for mig. Han minder mig om, at man gør det så godt, man kan. Og han glæder sig over, at samtalen allerede er begyndt.
Det er måske samtidig hans vigtigste invitation: Bliv i det akavede lidt længere. Træk vejret. Lad det få lov at være uvant. For når vi bliver stående der med åbenhed og kontakt, kan noget, der først føltes som skam, langsomt blive til sprog, erfaring og frihed.
___
Tak, kære Mathias, for at tale så åbent om det, der stadig kan være svært. For at lade erfaring blive til nærvær. Og for at minde mig om, at den, der fortsat kan stå som elev i livet, også kan blive ved med at møde det levende.
Besøg Mathias på hjemmesiden: autentiskmand.dk
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
