Når sproget bliver et eventyr
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Mads Vang Christensen
Nogle mennesker svarer ikke kun på et spørgsmål. De åbner et landskab omkring det.
Sådan oplevede jeg samtalen med Mads Vang Christensen. Og sådan oplever jeg også Mads, når jeg møder ham personligt eller i det skrevne ord. Han minder mig lidt om en eventyrer – et menneske på opdagelsesrejse i det menneskelige.
Han tænker i billeder, myter, filosofi, natur, sang, eventyr og de små øjeblikke, hvor et menneske pludselig opdager, at det har kørt ad det samme spor i alt for lang tid. Hans refleksioner går sjældent ad den mest lige vej, og det er en del af deres gave.
Undervejs kan et begreb blive til et billede. Et billede kan blive til en fortælling. Og en fortælling kan åbne en anden måde at se det menneskelige på.
Mads er både varm og generøs med sine perspektiver. Han giver ikke indtryk af at ville lægge en færdig definition ned over det, vi undersøger. Han bliver i det levende og lader forskellige spor stå side om side, indtil noget begynder at vise sig.
Da jeg spurgte Mads, hvad seksualitet er for ham, gav han mig en formulering, som ramte mig i dens kontanthed:
“Seksualitet er kontaktens mest nøgne form.”
Han taler også om seksualiteten som kroppens protest mod isolation. Det er et stærkt og spændende billede. For i den forståelse bliver seksualiteten ikke blot en drift eller en præstation. Den bliver et sted, hvor kroppen længes efter at ophæve afstand i mødet med et andet menneske, men også i mødet med det, der er levende i os selv.
Mads vender flere gange tilbage til kontakten. Ikke kontakten som en teknik, men som noget der kræver, at kritikerens blik for en stund træder i baggrunden. Når vi står i markedsføringsafdelingen og vurderer os selv og den anden – ser vi godt nok ud, er det rigtige match, er der fem fejl, jeg bør notere? – så er vi, sådan som han ser det, endnu ikke helt i kontakt.
Det er en tanke, jeg kan mærke gør noget ved mig. For hvor ofte kommer vi ikke til at beskytte os mod sårbarheden ved at gøre mødet til et projekt?
I samtalen åbner Mads også et spændende rum mellem kærlighed og erotik.
Kærligheden kan give tryghed, tillid og en dyb oplevelse af at høre sammen. Men erotikkens felt kan samtidig have brug for noget andet: forskel, overraskelse, et eget rum og en levende nysgerrighed på det menneske, man tror, man allerede kender.
Det er ikke en afvisning af den trygge kærlighed. Det er en påmindelse om, at nærhed ikke behøver at betyde sammensmeltning i alt. Måske har vi også brug for at gå ud i verden hver for sig, komme hjem med noget nyt og igen spørge: Hvad oplevede du? Hvad rørte det i dig?
I den tanke ligger noget meget generøst. Den anden bliver aldrig færdig. Og det gør relationen heller ikke.
Mads’ billeder bevæger sig ofte mellem det psykologiske og det spirituelle. Han taler blandt andet om det indre bryllup: et billede på at slutte fred med og lade forskellige sider i én selv mødes – det feminine og det maskuline, gøren og væren, fornuft og sansning.
Jeg hører ikke Mads tale om et færdigt ideal. Snarere om en livslang bevægelse, hvor vi igen og igen opdager de mønstre, beskyttelser og gamle kort, vi har levet efter. Måske kan vi så, med større mildhed, træde lidt længere ud i det terræn, vi endnu ikke kender.
Han knytter også dette til kærlighed. Ikke som den perfekte romantiske fortælling, men som et sted, hvor dommen kan slippe sit greb, og hvor vi kan begynde at se både os selv og den anden med kærlige øjne.
Der er noget særligt ved den måde, Mads taler om skrivning på. Han beskriver ikke skrivningen som et redskab til at fikse sig selv, men som en måde at rejse ind i sit eget liv.
“At skrive er at rejse, eller rejse er at skrive.”
Det passer fint til den måde, hans tænkning bevæger sig på. Den lineære forklaring er ikke altid nok, når vi nærmer os kærlighed, seksualitet, længsel, skam og frihed. Nogle gange må vi have eventyrets, mytens eller poesiens sprog med os for at kunne tale om det, der ikke lader sig indfange af én definition.
Mads minder mig om, at det ikke gør et menneske mindre præcist at tale i billeder. Nogle erfaringer bliver tværtimod først tydelige, når et billede får lov at bære dem.
Jeg gik fra vores samtale med mange nye tråde: en større opmærksomhed på kontakt, på kritikerens rolle, på det levende i forskelligheden og på sprogets evne til at åbne en vej. Og med lyst til at blive ved med at undersøge det, vi endnu ikke har et færdigt ord for.
Tak kære Mads, for endnu en gang at dele et glimt af din indre verden og personlige refleksioner. Det er generøst og inspirerende og jeg oplever, at verden bliver lidt rigere, hver gang jeg taler med dig. Når sproget bliver et eventyr, bliver livet det samme …
Besøg Mads på hjemmesiden: madsvangchristensen.dk/
Link til artikler som Mads optræder i: sacredsexuality.institute/tag/mads/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
