Kan seksualiteten være en vej til ny spirituel og menneskelig indsigt?

Bidragsydere til denne undersøgelse inkluderer: Sanne Mikaela Bazlamit, Liv Sundvall, Anne Sophie Jørgensen, Bjarne W. Andresen, Stig Wøldike Sletved og David BR Camacho.

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Et spørgsmål, der ikke lader sig besvare let

Kan seksualitet være en vej til større menneskelig og spirituel forståelse?

Det er et spørgsmål, der lyder stort. Måske for stort. Og alligevel er det et spørgsmål, der dukker op igen og igen i mine samtaler. Ikke som en abstrakt filosofisk påstand, men som en levende erfaring. Som noget, folk har mærket. Som noget, der har forandret dem.

Fra eget liv ser og erfarer jeg ofte egne narrativer i det tantriske møde. Og jeg ser disse møder som meget mere end nydelse og lyst, men også som en vigtig vej til selvindsigt og udvikling.

Jeg er vokset op i en kultur, der har adskilt seksualiteten fra det spirituelle. Kroppen fra sjælen. Det jordnære fra det ophøjede. Og i den adskillelse mistede jeg noget. Mistede muligheden for at se, at det, der sker i det intime rum – i kroppen, i mødet, i overgivelsen – kan være en af de mest direkte veje til at kende sig selv og til at møde noget større end sig selv. Måske du genkender?

Seksualiteten som spejl

Den indiske filosof og yogi Sri Aurobindo beskrev det menneskelige liv som en gradvis åbenbaring af det guddommelige i det materielle. En bevægelse fra det ubevidste mod det fuldt bevidste. I den forståelse er kroppen ikke et hinder for det spirituelle. Den er dets redskab. Og seksualiteten som den mest grundlæggende kropslige kraft er ikke noget, vi skal transcendere. Det er noget, vi kan gå igennem.

Mange af de mennesker, jeg har talt med, beskriver seksualiteten som et spejl. Et sted, hvor det, vi bærer indeni – vores mønstre, vores forsvar, vores længsler, vores sår – træder frem med en klarhed, som er svær at finde andre steder.

Sanne Mikaela Bazlamit satte ord på det med en præcision, der stadig sidder i mig:

“Når vi er sammen med et andet menneske, er vores seksualitet fuldstændig på barrikaderne, fordi det er her, vi møder de mange mure, der er bygget op. Et parforhold kan blive den største læremester, hvis vi tør åbne op, være sårbare, lægge maskerne og facaden. Det er her, vi kan komme til et meget dybere lag af os selv. Det er her, du kan opleve lysglimt, som du sjældent kan få adgang til på andre måder.”

– Sanne Mikaela Bazlamit

Murene, hun taler om, er ikke tilfældige. De er bygget op over et liv. Af erfaringer, skuffelser, forventninger, af det, vi har lært om, hvad vi må og ikke må mærke. Og i det intime møde med et andet menneske træder de frem. Ikke fordi vi ønsker det. Men fordi seksualiteten har en evne til at omgå vores forsvar og nå ind til det, vi holder skjult. Også for os selv.

Det kan opleves ubehageligt. Og det er en gave.

Det romantiske begreb og dets begrænsninger

Vi har i vores kultur skabt et billede af kærlighed og seksualitet, der er stærkt præget af romantikkens forestilling om det behagelige, det harmoniske, det, der opfylder vores behov. Men hvad sker der, når vi reducerer kærligheden til det romantiske?

Anne Sophie Jørgensen stillede spørgsmålet med en skarphed, der overraskede mig:

“Vi bruger begrebet ‘en romantisk relation’ om et kæresteforhold eller et parforhold. Og jeg synes, det er et forfærdeligt udtryk, fordi vi reducerer kærligheden og jo dermed også seksualiteten til noget, som skal være romantisk. Det vil sige, det skal være behageligt, det skal opfylde mine behov, det skal være noget, jeg har lyst til. Og der synes jeg, at vi reducerer muligheden for at blive klogere på os selv og hinanden i forholdet. Og på hvordan vi kan arbejde sammen.”

– Anne Sophie Jørgensen

Det er en tanke, der rammer noget centralt. Når vi kræver, at seksualiteten og kærligheden skal være romantisk – altså behagelig, opfyldende, harmonisk – lukker vi af for en hel dimension af det, de kan tilbyde. Vi lukker af for det, der er svært. For det, der udfordrer. For det, der afslører.

Den tyske filosof Martin Buber skelner i sin bog ‘Jeg og Du’ (1923) mellem to grundlæggende måder at møde verden på: Jeg-Det-mødet, hvor den anden er et objekt for mine behov, og Jeg-Du-mødet, hvor den anden er et subjekt. Et helt menneske, som jeg møder i fuld tilstedeværelse. Bubers pointe er, at det ægte møde – Jeg-Du – er sjældent og krævende. Det kræver, at vi sætter vores egne behov og forventninger til side og virkelig er til stede for den anden.

Seksualiteten kan være et Jeg-Det-møde. Og den kan være et Jeg-Du-møde. Forskellen er ikke hvad vi gør. Det er, hvem vi er, mens vi gør det.

Det tantriske rum som arbejdsrum

Anne Sophie Jørgensen fortsatte med en observation, der uddyber dette:

“Hvis et tantrisk møde aldrig er dejligt, så synes jeg, at I skulle finde på noget andet. Men det er jo også et sted, hvor man kan arbejde med sin sorg, sin vrede, sin udmattelse og med sine bekymringer. Altså at der er plads til det hele i det tantriske rum. Fordi skal det bare være duftlys og krystal, så er der jo nogle ting i en selv, man holder ude af den proces. Så er der noget i en selv, man ikke vil kigge på.”

– Anne Sophie Jørgensen

Det tantriske rum og i bredere forstand det intime rum er ikke et sted, vi går hen for at slippe for os selv. Det er et sted, vi kan gå hen for at møde os selv. Og det kræver, at vi er villige til at bringe det hele med ind. Ikke kun det smukke og det åbne, men også sorgen, vreden, udmattelsen. Det, vi helst ikke vil se på.

Bjarne W. Andresen beskrev dette med en sætning, der er enkel og stærk:

“Når jeg forlader en tantrisk massage, er der (som regel) sket en forandring i mig, men (som regel) ikke i relationen til den person, jeg har været i et tantrisk møde med. For mig sker ændringer i relationen, når vi taler sammen.”

– Bjarne W. Andresen

Det er en vigtig distinktion. Forandringen sker i ham. Ikke nødvendigvis i relationen. Det tantriske møde er ikke primært et møde med den anden. Det er et møde med sig selv, i den andens nærvær. Og det, der sker i kroppen på madrassen, finder sin mening og sin integration i sproget. I det, vi bagefter formår at sige til hinanden.

Det minder mig om, hvad den schweiziske psykolog C.G. Jung kaldte individuation – den livslange proces, hvor vi gradvist integrerer de dele af os selv, vi ikke kender eller ikke vil kendes ved. Jung mente, at vi ikke kan blive hele ved at undgå det, der er svært. Vi bliver hele ved at møde det. Og det intime møde i al sin sårbarhed og kompleksitet er et af de steder, hvor det ukendte i os selv træder frem.

Seksualiteten som portal

Stig Wøldike Sletved er teolog og tantrapraktiker, og han taler om seksualiteten med en åbenhed, der bevæger sig på tværs af det religiøse og det kropslige:

“Jeg tror, at seksualiteten er en vej ind til at møde det guddommelige i mig. Og også et andet menneske. Længslen i mig er en længsel efter at møde det hellige igennem seksualiteten mere end noget andet.”

– Stig Wøldike Sletved

Det er en påstand, der ville have været utænkelig i store dele af den vestlige religiøse tradition. Men den er ikke ny. I sufismens mystiske poesi – hos Rumi, hos Hafiz – er den erotiske længsel et billede på sjælens længsel efter det guddommelige. I den hinduistiske tantrisme er den seksuelle energi (Shakti) identisk med den kosmiske skaberkraft. I den kabbalistiske tradition er foreningen mellem det maskuline og det feminine et billede på den guddommelige helhed.

Det, Stig beskriver, er ikke fremmed for disse traditioner. Det er en genklang af dem formuleret fra en levende, personlig erfaring.

Han beskriver et øjeblik, der rørte mig dybt:

“Jeg oplevede, at jeg kom ind i hjertet, og at det faktisk var en portal. Jeg kom ind i en anden dimension. Og tantra og arbejde med kundalini kan være en adgang ind i den verden. Altså ind i, at det åbner sig. Og tantra er i virkeligheden en måde at leve på. Det er bevidsthed.”

– Stig Wøldike Sletved

Hjertet som portal. Det er et billede, der bærer noget. Ikke hjertet som følelse eller som romantik. Men hjertet som et sted, man kan gå ind i. Et sted, hvorfra noget åbner sig.

Det bevidste møde

David BR Camacho taler om seksualiteten med et systemisk og fænomenologisk blik. For ham er det afgørende ikke, hvad der sker i det seksuelle møde, men hvordan vi er til stede i det:

“Seksualitet uden bevidsthed er måske ikke super interessant. Det er langt mere interessant at gå ind i et seksuelt møde med en lyst til at undersøge alle sanserne. Og vi bliver en mønt, men der er to sider. Men vi er den fælles drejning. Har du lyst til at undersøge dig selv, mens jeg undersøger mig selv, og vi undersøger os sammen? Det er det møde.”

– David BR Camacho

Mønten med to sider. Den fælles drejning. Det er et smukt billede på, hvad der kan ske i det intime møde, når begge parter er til stede med bevidsthed og nysgerrighed. Ikke for at opfylde et behov, men for at undersøge. Sig selv. Hinanden. Det, der opstår imellem.

David tilføjer noget, der peger endnu længere frem:

“Jeg tror, der ligger noget, vi ikke aner. En skjult, hellig gral. Både for manden og kvinden. Men hvis kvinden får fat i den, så snakker vi om en tredje seksualitet. En der er energetisk, som også kan gøre noget i vores evolution.”

– David BR Camacho

Den hellige gral. Det er et stærkt billede. Og et gammelt et. I den keltiske og middelalderlige tradition er gralen ikke blot et objekt. Den er et symbol på det, der giver liv, på det, der helbreder, på det, der forbinder det menneskelige med det guddommelige. Og David peger på, at der måske ligger noget tilsvarende gemt i seksualiteten. Noget, vi endnu ikke fuldt ud forstår.

Det møde, der rækker ud over det fysiske

Liv Sundvall beskrev en erfaring, der samler mange af disse tråde:

“Netop det her møde – om det så er seksualiteten og lysten, der lige har mødtes – det har jeg ikke mærket ind i. Men der har i hvert fald været et møde mellem noget fra himlen, altså noget mere spirituelt og opløftet. En eller anden form for guddommelighed og så det fysiske i mig.”

– Liv Sundvall

Noget fra himlen og det fysiske i mig. Det er en beskrivelse af det, mange mystikere og spirituelle traditioner har forsøgt at sætte ord på: det øjeblik, hvor det transcendente og det immanente mødes. Hvor det, der er større end os, berører det, der er mest os. Og det sker i kroppen. I det fysiske. I det, vi normalt kalder det seksuelle.

Det er ikke en tilfældighed. Det er måske præcis det, seksualiteten er skabt til. Ikke blot forplantning, ikke blot nydelse, men et sted, hvor vi kan mærke, at vi er mere end vores hverdagsidentitet. Et sted, hvor noget større kan komme igennem.

Det spørgsmål, jeg bærer videre

Kan seksualitet være en vej til større menneskelig og spirituel forståelse?

Ja. Det er min erfaring. Og det er mit svar, efter disse samtaler. Men det er ikke et svar, der gives automatisk. Det kræver noget af os.

Det kræver, at vi er villige til at bringe det hele med ind i det intime rum. Ikke kun det smukke, men også sorgen, vreden, det, vi helst ikke ser på. Det kræver, at vi møder den anden som et subjekt, ikke et objekt. Det kræver bevidsthed og nysgerrighed frem for præstation og opfyldelse.

Og det kræver, at vi opgiver forestillingen om, at seksualiteten kun hører hjemme i ét rum af livet og begynder at se den som det, den måske er: en af de mest direkte veje til at kende sig selv, til at møde den anden og til at berøre noget, der er større end os begge.

Hvad ville ske, hvis du gik ind i dit næste intime møde med den nysgerrighed: hvad kan jeg lære om mig selv her?

Og hvad ville ske, hvis du lod det, der er større end dig, have lov til at komme igennem?

Foto: Tima Miroshnichenko (Pexels)