Om seksualitetens retning og ærinde

Bidragsydere til denne undersøgelse inkluderer: Elinor Lind, Sanne Mikaela Bazlamit og Liv Sundvall.

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Har seksualiteten et formål?

Vi taler om seksualitet som noget, vi har eller er. Noget, vi gør. Noget, vi søger eller undgår. Men sjældent spørger vi, hvad seksualiteten egentlig vil med os. Har den et formål? En retning? Et iboende potentiale?

Den biologiske forklaring er velkendt. Seksualiteten forstås som en del af artens overlevelse. Et driftssystem, der understøtter reproduktion og søger tilfredsstillelse. Samtidig ved vi, at seksuel intimitet udløser en række signalstoffer og hormoner, blandt andet oxytocin, som ofte kaldes kroppens “kærlighedshormon”, fordi det styrker følelsen af nærhed, tryghed og forbindelse mellem mennesker.

Den forklaring er væsentlig, men den opleves ikke altid tilstrækkelig. For den siger ikke meget om den menneskelige erfaring af seksualitet. Den forklarer ikke den dybe længsel, der kan opstå. Den forklarer ikke, hvordan et seksuelt møde kan efterlade os mere åbne, mere levende eller mere forbundne med os selv. Og den forklarer ikke de øjeblikke, hvor seksualiteten synes at pege ud over sig selv. Mod noget, vi endnu ikke helt har ord for.

Når jeg betragter seksualiteten gennem et filosofisk og eksistentielt perspektiv, bliver spørgsmålet derfor et andet. Ikke kun hvad seksualiteten gør, men hvad den inviterer os til. Hvad hvis seksualiteten ikke kun handler om overlevelse, men også om udvikling? Ikke kun om drift, men også om bevidsthed, relation og menneskelig modning?

Det er et spørgsmål, jeg har stillet nogle af de mennesker, jeg taler med. Ikke for at finde ét svar, men for at undersøge, hvilke forståelser der viser sig, når vi tør stille spørgsmålet: Hvad vil seksualiteten med os?

Seksualiteten som kilde til glæde og velvære

Det første, der møder mig i samtalerne, er det mest umiddelbare. Men det er ikke mindre vigtigt af den grund.

Seksualiteten vil os mange ting. Det første jeg kommer i kontakt med er, at det jo ofte er noget, der skaber glæde og velvære og lyst. Jeg tror helt klart, at seksualiteten har noget godt til os. Den kan også afstresse os. Jeg tror også, at vi kan tænde og slukke for den.
— Elinor Lind

Der er noget befriende ved den formulering. Seksualiteten har noget godt til os. Ikke som et middel til noget andet. Ikke som en vej til oplysning eller heling. Men som en kilde til glæde, velvære og nydelse i sig selv.

Det lyder selvfølgeligt. Men det er det ikke altid. Mange af os har lært at se seksualiteten som noget, der skal styres, kontrolleres eller retfærdiggøres. At den simpelthen har noget godt til os – at den er en ressource, vi kan trække på, en energi vi kan forbinde os med, en kilde til afspænding og livsglæde – er en påmindelse, det er værd at tage alvorligt. Værd at huske.

Seksualiteten som vej tilbage til foreningen

Men samtalerne peger også i en anden og mere kosmisk retning.

Der er ofte en længsel, og jeg tror på, at det handler om, at vi søger tilbage til følelsen af at være forenet. Da navlestrengen blev klippet, oplevede vi vores allerstørste traume. Vi mistede himmerige. Derfor søger vi tilbage til det at være forenet. Tilbage til vores guddommelighed. Der hvor vi bliver en del af noget større. Og vi har muligheden for at opleve at blive forenet gennem seksualiteten.
— Sanne Mikaela Bazlamit

Denne forståelse placerer seksualitetens formål i det dybest menneskelige: længslen efter at høre til. Længslen efter at være forbundet med et andet menneske, med livet, med noget større end os selv.

Fra det øjeblik navlestrengen klippes, er vi adskilte. Vi bærer på en grundlæggende ensomhed, som vi bruger hele livet på at finde svar på. Og seksualiteten er i denne forståelse en af de veje, der kan bringe os tilbage til en oplevelse af forening. Ikke som en illusion. Men som en reel og dybt menneskelig erfaring af at være del af noget større.

Det er ikke en tilfældig tanke. Den genfindes i mange traditioner. Fratantras forståelse af den seksuelle forening som en spejling af det kosmiske møde, til mystikkens beskrivelser af sjælens længsel efter at vende hjem. Seksualiteten som portal. Som erindring om en tilstand, vi engang kendte.

Seksualiteten som urkraft og kald

Den tredje dimension er den mest svære sprogligt og måske den mest fascinerende. For nogle måske udfordrende.

For mig er det en urkraft, vi åbner op og ind til. Noget der ligger urgammelt i kvinden. Det er som et felt, der åbner sig, og min egen erfaring er, at der er noget, der tager over. Som om jeg eller min identitet på en eller anden måde går lidt i opløsning, og i stedet er der en kraft, en seksualitet, en lyst, som tager over og som får lov til at komme ud. Og med den forbindelse der er der – i hvert fald for vi kvinder – mellem vores køn og stemme, tror jeg også på, at når vi åbner op for det og de centre, så kan vi kalde manden ind i vores felt. Og det vækker også hans lyd og hans urkraft. Og det der så kan ske der, det er jo helt magisk.
— Liv Sundvall

Her er seksualiteten ikke primært et middel til glæde eller forening. Den er en kraft, der er større end individet. Noget urgammelt, der lever i kroppen, i kønscentret, i stemmen. Noget, der ikke er skabt af os, men som vi kan åbne op for.

Og i den åbning sker der noget interessant: identiteten løsner sig. Det, vi normalt kalder “jeg”, træder et skridt tilbage og noget andet, noget mere primalt og mere levende, træder frem. Det er en erfaring, mange kender fra dyb seksuel tilstedeværelse, fra fødsel, fra dans, fra musik. Øjeblikke, hvor grænsen mellem os selv og det, vi er en del af, bliver porøs.

Jeg holder fast i den beskrivelse i et øjeblik. Ikke fordi jeg fuldt ud forstår den. Men fordi den peger på noget, jeg genkender som sandt.

Et spørgsmål, der åbner sig

Glæde og velvære. Forening og hjemkomst. Urkraft og magi.

Måske er seksualitetens formål ikke ét, men mange. Måske er det netop dens rigdom, at den kan rumme alt dette på én gang: det enkle og det kosmiske, det kropslige og det spirituelle, det personlige og det, der peger ud over det personlige.

Og måske er spørgsmålet om formål i sig selv en invitation til at møde seksualiteten med mere nysgerrighed. Ikke som et problem, der skal løses, men som en kraft, der har noget at sige os.

Hvad siger den til dig?

Og hvad ville ændre sig, hvis du begyndte at lytte?

Foto: Alicia Zinn (Pexels)