Er begær en lidelse eller en vejviser?

Bidragsydere til denne undersøgelse inkluderer: Liv Sundvall, Elinor Lind, Achim Steinhäuser og Sanne Mikaela Bazlamit.

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Er begær en lidelse eller en vejviser?

Det er et spørgsmål, der ikke lader sig besvare med et enkelt ord.

Og det er et spørgsmål, jeg selv har stået i. Jeg har tidligere skrevet om det i ET BREV TIL SENECA. Om begæret som den kraft, der udfordrer sindsroen, den indre ligevægt, som stoikerne kaldte Euthymia. Om at mærke begæret flå og bølge i mig, som åbent hav. Indimellem vildt og mørkt. Andre gange stille og blidt.

Seneca taler om sindsroen som noget stort og ophøjet. Næsten guddommeligt. En tilstand, hvor livets bølger sjældent slår os omkuld. Og begæret er, i den stoiske forståelse, netop det, der kan bringe os ud af den ligevægt. Det, der lokker os mod det, vi ikke kan få. Som slangen lokkede Eva. Som den forbudte frugt.

Men er det hele historien?

Begærets kompleksitet

Der er en fordømmelse over begæret, som mange af os bærer rundt på. En fordømmelse jeg genkender i mig. En forestilling om, at begæret er noget, vi bør kontrollere, dæmme op for, måske skamme os over. At den kraft og den råhed, der kan ligge i begæret, ikke er noget, vi bør have.

Begæret som vejviser eller lidelse? Det er spændende. Jeg synes, det har været enormt svært det her med at finde vej i, hvornår det er lidelsesfuldt, og hvornår det er nydelsesfuldt. Fordi der kan ligge også enormt meget smerte. Der er så mange lag i det. Der er også på en eller anden måde en fordømmelse over begæret. Der er en kraft og en råhed i begæret – det må vi ikke have. Men er det sandt?

— Liv Sundvall

Det spørgsmål får jeg lyst til at holde fast i : Er det sandt?

Fordømmelsen af begæret er ikke tilfældig. Den har rødder i religiøse og kulturelle fortællinger, der har sat begæret i modsætning til det åndelige, det rene, det gode. Bibelen siger: “Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” Stoicismen opfordrer til accept af det tildelte og begæret er netop det, der driver os mod det, vi ikke har. Begge traditioner ser begæret som en fare for den indre ro.

Men hvad nu, hvis begæret ikke er en modsætning til det åndelige? Hvad nu, hvis det er en del af det?

Begæret som lidelse

Der er noget sandt i, at begæret kan føre til lidelse.

Når begæret løber af med os – når vi ikke ser andet end det, vi ønsker os, og mister blikket for alt det andet, der er smukt og nærværende – opstår der en form for blindhed. En tunnel, der kun har ét mål. Og i den tunnel kan vi miste os selv, miste den anden, miste det, vi egentlig søger.

Det er virkelig begæret, der løber af med os og dermed lidelsen. Men kan begæret også være en vejviser? Det kan det selvfølgelig. Skal vi altid afvise begæret som vejviser? Nej, overhovedet ikke. Det med at omfavne begæret. Ikke lukke øjnene for det og så erfare, hvor det fører dig hen. Det er da vidunderligt. Og så tag konsekvenserne. Nu har jeg faktisk et valg: vil jeg gå med det med de her konsekvenser? Eller vil jeg bare sige okay, det er der. Det er en del af mig også.

— Achim Steinhäuser

Det er en vigtig distinktion. Begæret som lidelse opstår ikke, fordi begæret i sig selv er forkert. Det opstår, når vi ikke har opmærksomheden på, hvad det fører os mod. Når vi følger det blindt, uden at spørge: hvad er det egentlig, jeg søger? Og hvad er konsekvenserne?

Marcus Aurelius ville sige, at vi altid har et valg. Ikke om, hvad vi mærker, men om, hvad vi gør med det. Det er ikke en opfordring til at undertrykke begæret. Det er en opfordring til at møde det med bevidsthed.

Begæret som vejviser

For år tilbage havde jeg en samtale med en norsk kvinde som del af et online summit. Hun fortalte, hvordan hun havde kæmpet med misundelse, men i dag brugte den som vejviser for, hvad hun også ønskede sig. Hvad hun havde lyst til at arbejde hen imod. I min undersøgelse af begæret som vejviser eller lidelse kom jeg til at tænke tilbage på dette. For måske kan begæret også være en vejviser?

Måske begæret kan også pege mod noget sandt?

Jeg vil helst ikke lade mig fange af begær, men byder lysten velkommen. For mig er begær en lidelse. Men det er også en vejviser. Når jeg tænker tilbage, var der mere plads til begæret, da jeg var ung – det var en anden seksualitet. I dag betragter jeg den som mere kostbar og noget, jeg værner om. Uden at dømme mig selv. Det er et valg. Jeg ser også seksualitet som sansning, og den kan vække lysten.

— Elinor Lind

Der er en modenhed i den formulering, som jeg finder dybt interessant. Ikke en afvisning af begæret. Men en bevægelse fra at lade sig fange af det til at byde lysten velkommen. På egne præmisser, med bevidsthed og selvrespekt.

Det er ikke det samme som at undertrykke begæret. Det er at have et forhold til det. At kende det godt nok til at vide, hvornår det taler sandt og hvornår det taler fra et sted i os, der er sulten efter noget andet end det, det umiddelbart søger.

I mit brev til Seneca spurgte jeg: Kære Seneca, hvordan kan jeg forlade – forråde – begæret, som har tændt min livsenergi? Skal jeg? Og svaret, der kom, var ikke entydigt. Mit sind råbte ja. Min krop hviskede nej. Den lever. Den blomstrer. Den nyder.

Måske er det netop den spænding, der er det interessante.

Begæret som livskraft og invitation

Der er en tredje dimension af begæret, som samtalerne peger på. Og måske den mest overraskende.

Bevidsthedsmæssigt kan man sige, at vores seksualitet vil, at vi skal udvikle os. Det er en konstant invitation til at udvikle os. Det stopper ikke. Og det er jo det, der er det mest fantastiske.

— Sanne Mikaela Bazlamit

Begæret som invitation til udvikling. Ikke som noget, vi skal følge blindt. Ikke som noget, vi skal undertrykke. Men som noget, vi kan møde med nysgerrighed og spørge: hvad peger du mod? Hvad er det i mig, der søger? Hvad har jeg brug for at lære, at åbne, at give slip på?

I det brev til Seneca beskrev jeg begæret som en indvendig opadgående energi. Livsenergien, skaberkraften der som en slange bevæger sig op fra rodchakraet og til sidst overgiver sig til universet, til det guddommelige, til altet. En kraft, der synes umulig at kontrollere. Som naturen ej heller kan kontrolleres.

Måske er det ikke en kraft, der skal kontrolleres. Måske er det en kraft, der skal mødes.

Både og frem for enten eller

Jeg lander lige nu et sted, hvor spørgsmålet om begæret ikke handler om at vælge side.

Ikke sindsro eller begær. Ikke ånd eller krop. Ikke kontrol eller overgivelse.

Men begge energier i balancens vægtskåle. Begæret, der mødes med bevidsthed. Lysten, der bydes velkommen uden at tage styringen. Kraften, der gives plads – og spørges, hvad den vil.

Begæret, der mødes med skam og fordømmelse, lukker sig inde og finder andre veje. Begæret, der mødes med nysgerrighed og nærvær, kan vise sig at pege mod noget, vi har brug for at forstå om os selv.

Det kræver mod. Mod til at spørge, hvad det egentlig vil. Og mod til at tage konsekvenserne. Hvad end de fører os mod.

Hvad peger dit begær mod?

Og hvad ville ændre sig, hvis du mødte det med nysgerrighed frem for dom?

Hvad er det egentlig, du søger, når du søger det, du begærer?

Foto: Khoa Võ (Pexels)