Hvad nu, hvis seksualiteten er en invitation til at træne os til overgivelsen og ultimativt til døden?

Bidragsydere til denne undersøgelse inkluderer: Liv Sundvall, Elinor Lind, Achim Steinhäuser og Sanne Mikaela Bazlamit.

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Hvad nu, hvis seksualiteten er en invitation til at træne os til overgivelsen – ultimativt en overgivelse til døden?

Jeg ved ikke præcis, hvornår tanken kom. Men den kom. Og den blev ved med at hviske mig i øret.

Hvad nu, hvis seksualiteten er en invitation til at træne os til overgivelsen – ultimativt en overgivelse til døden?

Det lyder måske mærkeligt. Måske endda ubehageligt. Vi er vant til at tale om seksualiteten som noget livgivende, noget der hører til det levende, det varme, det nærværende. Og det er den jo. Men måske er den det netop fordi den berører noget, der er tæt på den modsatte pol.

Den franske filosof Georges Bataille kaldte erotikken for “det levende livs tilnærmelse til døden”. Han så i erotikken en bevægelse, der ryster vores fastlåste identitet, der midlertidigt opløser grænsen mellem mig og dig, mellem det kendte og det ukendte. Det franske udtryk for orgasme ‘la petite mort, den lille død’  indfanger præcis det: et øjeblik, hvor jeg ikke længere er mig selv på den sædvanlige måde. Hvor jeget slipper.

Og det er måske præcis det, der er så svært.

Og måske er det et af livets paradokser, at vi bruger den livskraft – seksualiteten – som vi er født med til at træne døden, som venter, når det sidste åndedrag har sluppet vores læber?

Jeget, der ikke vil slippe

Der er noget i os, der holder fast. En af stemmerne i min undersøgelse beskriver det med en præcision, der har sat sig i mig:

Det handler kun om at sanse. Og når man så har et møde, hvad er så det, som lukker sansningen ned? For der kommer vi til et punkt, hvor noget i mig… Altså jeg oplever det i sådan et sanseligt møde, at jeg kommer til et punkt, hvor jeg har et valg. Enten så hengiver jeg mig fuldstændigt, og i den hengivelse, der ligger en del af mig, som skal overgive sig. Og lige det slip der – det er jo det, som samtidig er så angstprovokerende. Og det er jo det, som – som jeg ser det i mig – det er den her… Altså at jeget ikke vil give slip. Der er en længsel, som er større end jeget, men jeg kan kun erfare det, hvis jeg slipper jeget. Men jeget siger, det er mig, der vil erfare det.

– Achim Steinhäuser

Det er en af de mest præcise beskrivelser af det paradoks, jeg kender. Jeget vil erfare det, der kun kan erfares, hvis jeget giver slip. Det er ikke en logisk modsætning, vi kan tænke os ud af. Det er en, vi kun kan mærke os igennem.

Og det kræver, at vi er villige til at lade noget dø. Om end midlertidigt.

Døden er ikke noget, der sker til sidst

En anden stemme i min undersøgelse peger på noget andet, som også har været svær at slippe:

Jeg ser det sådan, at død og seksualitet er der hele tiden. Blot kig på din vejrtrækning. Mellem ud- og indånding er døden. Hver nat dør celler i din krop. Altså vi snakker om liv og død, som om det er en ting, der sker der i slutningen af et eller andet. Men det er noget, der foregår hele tiden.

– Elinor Lind

Det er en radikal omvending af den måde, vi normalt tænker om døden. Vi har gjort den til noget fremtidigt, noget adskilt fra livet, noget vi helst ikke vil tænke på, før vi er nødt til det. Men Elinors observation er enkel og uigendrivelig: døden er ikke en begivenhed. Det er et vilkår. En rytme. En del af det at være levende.

Og seksualiteten er  i den forståelse ikke en flugt fra det forgængelige. Den er en bevægelse ind i det. En øvelse i at give slip, igen og igen, på det, vi tror vi er.

Den vej, der var det mest forfærdelige var også den smukkeste

Nogle af de samtaler, der har berørt mig mest i denne undersøgelse, er dem, hvor nogen taler om at have fundet vej tilbage til sig selv ad den sti, der engang var det farligste sted. En bevægelse jeg genkender.

At begynde at gå ned ad den vej, som har været det mest forfærdelige, der er sket i mit liv, blev til det smukkeste, der nu folder sig ud på samme vej. Det er ned ad den vej, jeg prøver at møde mig selv. Mig selv, i døden, i overgivelsen og i begæret. Og al den kraft og alt det liv, der ligger der, synes jeg er virkelig, virkelig smukt.

– Liv Sundvall

Der er noget i den formulering, som rammer mig dybt. Ikke fordi det er let. Men fordi det er sandt. Den vej, der var forbundet med tab af kontrol, med angst, med en fornemmelse af at skulle forlade sig selv. Den samme vej kan blive stedet, hvor man møder sig selv mest fuldt ud.

Det er ikke en opfordring til at søge smerten. Det er en observation om, at det sted, vi har lukket af for, ofte er det sted, der rummer mest livskraft. Og at vejen derhen går igennem. Ikke udenom.

At holde døden i hånden

Den fjerde stemme i denne artikel siger det med en klarhed, der er svær at fortynde:

Vi skal lære at holde døden i hånden. Og vi skal lære, at når vi overgiver os i vores seksualitet, så skal vi invitere døden indenfor. Fordi der vil være noget, der bliver set, bliver færdigt og som dør.

– Sanne Mikaela Bazlamit

Det er ikke en morbid tanke. Det er en befriende tanke. Og en smuk invitation.

Fordi det, der dør, når vi overgiver os i seksualiteten, er ikke os. Det er det, vi holder fast i, som ikke længere tjener os. Forsvar. Narrativer. Forestillinger om, hvem vi er, og hvad vi må. Den lille død er ikke en trussel mod livet. Den er en renselse. En invitation til at komme lidt tættere på det, vi egentlig er, under alt det, vi har lagt oven på.

Bataille talte om erotikken som en grænseoverskridelse. Ikke som en destruktiv kraft, men som en kraft, der midlertidigt opløser de grænser, vi har sat op om os selv. Og i den opløsning er der noget, der minder om frihed.

Seksualiteten som forberedelse

Der er en tanke, der er begyndt at tage form i mig gennem disse samtaler.

Hvad nu, hvis seksualiteten i sin dybeste form ikke primært handler om nydelse, forplantning eller forbindelse til en anden?

Hvad nu, hvis den også er en praksis i overgivelse? En øvelse i at slippe jeget, igen og igen, i et rum, der er sikkert nok til at prøve?

Og hvad nu, hvis den øvelse – den lille død, vi øver os i – er en forberedelse til den store?

Ikke som noget dystert. Men som en måde at leve mere fuldt ud på, fordi vi ikke er bange for at give slip.

Det er en tanke, der ikke lader sig bevise. Men den lader sig mærke.

Og det er måske det, der er pointen.

Hvad holder du fast i, når du nærmer dig det sted, hvor du kunne give slip?

Hvad ville ske, hvis du lod noget dø og stolede på, at der er liv på den anden side?

Sprogets hemmelighed

… og en afsluttende note.

Jeg fik lyst til at undersøge ordet ‘overgivelse’ protreptisk.  Og derfor slog jeg ordet surrender op. Det engelske ord for overgivelse.

Det kommer fra oldfransk surrendre – at give over, at udlevere. Og det er sammensat af sur- (over) og rendre – at give tilbage. Og rendre stammer fra latin reddere: at give tilbage, at returnere, at genoprette.Return ligger altså allerede gemt i selve ordet for overgivelse.

Når vi overgiver os – i seksualiteten, i den lille død, i det øjeblik jeget slipper – er det ikke et tab. Det er en tilbagevenden. Til noget, vi var, inden vi lærte at holde fast. Til noget, vi altid har været, under alt det, vi har lagt oven på.

Overgivelse er ikke at miste sig selv. Det er at vende hjem.

Foto: Craig Gary (Pexels)