Når urkraften får lov at tale
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Irene
Længe efter at min samtale med Irene var afsluttet blev energien i mig. Hun efterlod billeder, kropslige fornemmelser og et sprog for noget, jeg allerede har mærket, men endnu ikke helt har turdet give plads.
Irene har en energi, som jeg fornemmer er funderet et dybere sted. Som en urkraft. Der er ro i den, og samtidig noget vildt. Hun taler om primalenergi, drift, skød, jord, hjerte og bevidsthed med en selvfølgelighed, der ikke gør det mindre stærkt. Hun taler, som om hun er i kontakt med noget, der er større end de ord, hun bruger.
Det rørte og berørte mig. Jeg mærkede en dyb genkendelse i hendes blik på, at en kvindes kraft ikke altid er pæn. At der også kan bo noget råt, voldsomt, længselsfuldt, grådigt, vildt og levende i os. Noget, som ikke bliver mindre sandt, fordi vi helst vil være smukke, ordentlige og lette at have med at gøre.
Irene går ikke uden om dette sted. Hun inviterer ind i det med en klarhed, som både udfordrer og giver mig mod. Tak for den invitation – også selvom den umiddelbart kan skræmme mig lidt. Formentlig pga. kulturen jeg er opvokset i.
Når Irene taler om primalenergi, taler hun om den biologiske drift og livskraft, der også lever i mennesket. Hun bruger billedet af et dyr i kønnet. Hvilket dyr bor der? Hvad sker der, når vi lærer det at kende? Uden at udskamme det, men heller ikke ved at overlade det styringen.
Det var et billede, som i første øjeblik vækkede modstand i mig. Og netop derfor blev jeg nødt til at åbne mig for hendes ord. For Irene bruger ikke dyret som en undskyldning for at gøre hvad som helst. Hun taler om at lade hjertet guide kraften. Den rå energi skal ikke låses inde, men den skal heller ikke føre livet ubevidst. I hendes perspektiv bliver opgaven at kunne rumme begge dele: drift og bevidsthed, vildskab og ansvar, rodnet og hjerte.
Det gjorde noget ved mig. Jeg kunne mærke, at hun gav mig en form for tilladelse. Tilladelse til at se på den del af mig selv, som ikke nødvendigvis er køn, mild eller pæn. Den del, der kan længes voldsomt. Den del, der kan være vred, grim, jaloux eller sulten. Ikke for at dyrke den som identitet, men for at holde op med at lade som om, den ikke findes.
“Det er også en del af mig, lige så vel som det lyse og pæne.”
– Irene Conradsen
Irene beskrev en bevægelse, der går nedad og opad på samme tid. Ned i jorden, rodnettet og det mørke eller mudrede, vi ofte forsøger at springe over. Op gennem hjertet og videre mod et større bevidsthedsfelt. Hun advarede mod en spiritualitet, der kun søger det lyse og ophøjede, mens den vender sig bort fra det, der gør ondt, larmer eller ikke passer ind i et pænt billede af os selv.
Denne tanke møder noget, jeg selv har erfaret. Midt i samtalen satte jeg ord på en indre opdagelse: at jeg måske kun kan forbinde mig med Gud gennem mit køn. Hos Irene blev det ikke mødt som noget mærkeligt eller forkert. Tværtimod indgik det naturligt i hendes måde at forstå mennesket på. Jo dybere vi tør gå ind i kroppen og i vores egen sandhed, desto mere kan noget åbne sig. Ikke som en genvej til lyset, men fordi vi holder op med at forlade det sted, hvorfra vi lever.
Et af Irenes vigtigste spor – set fra mit perspektiv – handler om kvinders forhold til deres egen kraft. Hun peger på, at meget af det billede af seksualitet, vi har arvet, er set gennem et mandligt blik. Kvinden må gerne være et seksuelt billede, men hendes egen drift, hendes egne behov og hendes egen stemme har ikke altid fået den samme plads.
“det jeg ser er, at kvinders seksualitet ikke har tilhørt sig selv.”
– Irene Conradsen
Jeg sanser en subtil tristhed ved disse ord. Den sætning rummer både en historie og et ansvar i nutiden. Hvis seksualiteten gennem lang tid er blevet defineret, reguleret eller vurderet udefra, er det forståeligt, at mange kvinder kan blive utrygge ved at tage deres egen kraft helt hjem. Hvad hvis jeg er for meget? Hvad hvis jeg bliver misforstået? Hvad hvis min lyst, min vildskab eller min måde at være kvinde på ikke passer ind?
Irene giver ikke et enkelt svar på disse spørgsmål. Hun minder mig om, at det kræver tid at nærme sig sin egen åbning. Hun taler fra sin egen erfaring om lag, der kan vise sig i det intime rum: sorg, vrede, kropslige spændinger, gamle konflikter og frygt. Det er hendes spirituelle og erfaringsbaserede blik, ikke en forklaring på alle menneskers liv. Men jeg blev ramt af hendes insisteren på, at noget ofte må mødes, før det kan få lov at bevæge sig.
I hendes fortælling kan erotisk kraft komme til syne på den anden side af et lag, der først må erkendes. Det kræver nærvær fra den, man møder. Og det kræver også, at man selv begynder at holde rum for det, der vækkes. Irene er tydelig her: Ejerskab over egen seksualitet kan ikke kun lægges over i hænderne på en partner.
Og pludselig kom samtalen til et sted, hvor jeg blev særlig rørt. Irene talte om, hvordan nogle kvinder efter moderskabet kan komme til at give deres egen krop og egne fysiske behov meget lidt plads. At være der for børnene og familien kan blive så altomfattende, at forbindelsen til den sanselige krop langsomt forsvinder i baggrunden.
Jeg mærkede en sorg, da vi talte om det. En sorg, jeg ikke straks kunne forklare. Måske var den min. Måske bar den også noget større: en sorg over alt det, kvinder kan lære at sætte til side, mens omsorgen for andre kalder. Irene talte ikke om moderskab som en fejl eller et tab. Hun mindede om nødvendigheden af på et tidspunkt at vende tilbage til sig selv. At huske, at også ens egen krops nydelse, behov og liv hører med til et helt liv.
Med tårer i øjnene mærkede jeg en mine skuldre langsomt faldt ned igen da hun delte sit blik på self pleasure. Hun gør det ikke til endnu opgave eller et projekt, der skal løses rigtigt. Hun åbner i stedet begrebet.
For Irene kan self pleasure være meditation, en gåtur i naturen, at bevæge sig eller at mærke det kolde vand mod kroppen. Hendes pointe er ikke, at seksuel nydelse er ligegyldig. I stedet peger hun på, at vejene ind i sanselighed, livskraft og kropslig kontakt kan være forskellige. Som mennesker er forskellige. Det vigtigste er måske ikke at tilføje endnu et krav, men at blive nysgerrig på, hvad der nærer netop mig.
Samtalens mest præcise billede kom, da Irene beskrev seksualiteten som en storskærm for de mønstre, vi ellers måske kun lige aner i hverdagen. Det billede genkender jeg. Roller, strategier og den adfærd som skulle beskytte mig og som jeg bruger uden for soveværelset, kan også træde frem i det seksuelle rum.
Måden jeg søger bekræftelse på. Måden jeg holder mig tilbage på. Måden jeg undgår at sige fra, eller måden jeg bliver urolig på, når noget bliver nært. Hos Irene er seksualiteten ikke et adskilt område af livet. Den kan være en portal ind til at se, hvem vi er, hvad vi gentager, og hvor vi måske kan begynde at tage et mere bevidst ansvar.
Ord som peger med kærligt alvor mere end selvbebrejdelse. Peger mod at turde se sine mønstre, uden at man dermed er reduceret til dem. Mod at kunne sige: Dette bor også i mig. Hvad vil jeg gøre med det?
Irene deler et kraftfelt, som inspirerer mig. Hun viser mig, at seksualiteten gerne må være hellig uden at blive højtidelig. At den må være åndelig uden at forlade jorden. At det dybe og det lyse, det smukke og det grimme, kroppen og bevidstheden måske ikke er modsætninger, men dele af den samme levende bevægelse. Hun er for mig et stærkt spejlbillede på kvinden i mig.
Tak, kære Irene, for din vildskab, din ro og din evne til at tale om den kraft, mange af os måske mærker, men endnu ikke helt tør stå ved. Tak for at du viste mig den på så inspirerende måde. Det var som om den gennemstrømmede mig og blev i mig efter samtalen.
Tak for at møde mig i min forståelse af at rodnettet hører med, hvis vi vil bevæge os opad. Og for at turde tale om det hellige i seksualiteten.
Og for at dele dine refleksioner i Sacred Sexuality Institute.
___
Link til hjemmeside: phoenixkropsterapi.dk/
Link til artikler med dig: sacredsexuality.institute/tag/irene/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
