Når myterne åbner flere rum
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Hanna
Hanna er fortæller (storyteller) og kender den nordiske mytologi med en fortrolighed, der kan mærkes. Det er som om et landskab rejser sig foran mig, mens hun taler. Hun kan navnene, de vilde forviklinger, bruddene, begæret og de små skæve detaljer.
Hun fortæller, så figurerne begynder at bevæge sig mellem os. De får lov at være modsætningsfulde, besværlige, latterlige, stærke, sårbare og langt mere menneskelige, end jeg havde forestillet mig.
Jeg holder meget af den islandske ild, der bor i Hanna. Også selvom den ofte er i stor kontrast til min energi. Den var til stede i vores samtale, men på en anden måde, end jeg kender den bedst. I dag lå den også i hendes glimt i øjet. I den drillende lyst til at vende en fortælling en lille smule, så et nyt rum åbnede sig. Og i hendes generøse invitation til, at jeg gerne måtte spørge, famle og opdage undervejs. For det er let at famle, når hun med glimt i øjet slynger om sig med islandske gloser og navne.
Vi begyndte med seksualiteten. For Hanna er det et stort og flerfarvet ord. Det rummer nydelse og reproduktion, identitet og historie, kropslighed og skaberkraft. Det kan ikke trækkes fri af den verden, vi lever i, eller af de historier vi har fået med os om køn, lyst og det, der anses for tilladt.
Det blev tydeligt, at arketyperne i hendes hænder ikke er kasser, vi skal passe ind i, men billeder, som kan gøre noget synligt. De kan give sprog til en længsel, en kraft eller en skam, som ellers let bliver tavs. De kan gøre det lettere at se både sig selv og den anden, så længe vi ikke forveksler billedet med mennesket.
Freja er en af de figurer, der allerede ved den første fortælling vækkede noget i mig. Hos Hanna er Freja ikke blot en gudinde for lyst. Hun er en kvinde, der har adgang til sig selv. Hun kan længes, nyde, vælge og afvise. Hun rummer kærligheden, begæret og friheden, men også grænsen.
“Hun ejer sit ja og sit nej.”
– Hanna, om sin læsning af Freja
Det er en enkel sætning. Og en invitation jeg genkender fra mine tantramassager. Den peger på noget, jeg selv undersøger igen og igen: at seksuel frihed ikke handler om at sige ja til mere. Det handler også om at have adgang til sit nej. Om at mærke, hvornår man vil, og hvornår man ikke vil. Om at kunne være i sit eget tempo, uden at nogen anden skal definere det.
Hanna fortalte også om Skade, der i hendes læsning bærer en anden energi. En kvinde med skarpe grænser, selvstændighed og en stærk forbindelse til sin egen natur. Skades fortælling åbner for et spørgsmål, som ikke kun hører hjemme i myten: Hvad gør vi, når kærligheden ikke er nok til, at vi kan være os selv i en relation? Hvornår bliver et kompromis så stort, at vi mister kontakten til noget grundlæggende i os?
Når kærligheden ikke er nok. En sætning, jeg har hørt mange gange, og som pludselig slog mig. For en del af mig tror ikke, at kærligheden i sig selv nogensinde kan stå alene i en kærlighedsrelation. Der må også være plads til de underliggende kræfter, som rækker dybt i os: instinkt, vildskab og lyst. Det behøver naturligvis ikke være sådan for alle. Men jeg mærker, at det er vigtigt for mig.
Det særlige ved Hannas blik på myterne og de mange figurer er, at hun ikke forsøger at gøre dem pæne eller korrekte. Freja kan vække længsel og ubehag. Skade kan inspirere og være kompromisløs. Odin kan rumme visdom og magt, men også manipulation og grænseoverskridelse. Loke kan forstyrre de forestillinger, vi har om køn, identitet og det, der anses for muligt. Myterne bliver hverken moralske facitlister eller romantiske idealer. De viser, at mennesket rummer mere end én bevægelse.
Mens Hanna delte sin visdom, fik jeg en fornemmelse af, at det er lettere at være mig med disse figurer som rollemodeller end fx. Yeshua og Maria Magdalene.
Fortællingen om Yeshua og Maria Magdalene er meget smuk. Samtidig kan den for mig virke uopnåelig. I hvert fald i dette liv.
Med Freja, Skade, Idun og alle de andre figurer fra nordisk mytologi får jeg mulighed for at være uperfekt. Og det er perfekt for mig og får mine skuldre til at falde lidt ned.
Hanna svarer på min refleksion; “måske er de netop hellige, fordi det er så uperfekt.”
Det er netop sådan en pegning, der får mine skuldre til at sænke sig. For i den ligger en tilladelse til at være et menneske, der både har gaver og begrænsninger. Et menneske, der kan være generøst den ene dag og bange den næste. Erotiske, vrede, loyale, længselsfulde og modsætningsfulde på samme tid.
For mig er det en vigtig forskel. Arketyper kan hurtigt blive endnu en måde at vurdere os selv på:
Er jeg nok Freja? Er jeg for meget Skade? Er min partner en Odin?
Men hos Hanna blev de snarere til åbne figurer. De inviterede os til at spørge:
Hvad genkender jeg? Hvad længes jeg efter? Hvilken side af mig har jeg ikke givet plads?
Og hvornår bruger jeg en fortælling til at forstå mig selv frem for at lade den bestemme, hvem jeg er?
Hannas engagement stopper ikke ved myterne. Hun er optaget af den verden, vi står i, og af hvordan magt, kønsnormer og menneskelig frihed stadig former vores liv. Det gjorde, at samtalen aldrig blev en blid rejse tilbage til en fjern fortid.
De gamle fortællinger blev ved med at kaste lys ind i nutiden. De pegede på, at seksualitet kan være forbundet med livskraft og skaberkraft, men også med magt, manipulation, tvang og konflikt.
“Køn er ikke altid entydigt.”
– Hanna
Hvad betyder det? Hanna lod sætningen stå som en åben mulighed frem for som en færdig forklaring. Loke, Thor og Odin udfordrer på hver deres måde de billeder, der ofte bliver gjort faste: hvad der er mandigt, hvad der er feminint, hvem der må handle, og hvem der må være sårbar. Det er ikke det samme som, at myterne kan fortælle os, hvem vi er i dag. Men de kan minde os om, at de normer, vi tager for givet, også er fortællinger. Og at fortællinger kan læses på ny.
Jeg spurgte Hanna, om en større oplevelse af ligeværd mellem kvinder og mænd også kunne give mænd mere frihed til at udtrykke det feminine i tøj, følelser og livsform uden at opleve det som et tab af status.
Det blev et af de spørgsmål, der fortsat arbejder i mig. Vores samtale gav ikke et færdigt svar, men den åbnede et fælles undersøgelsesrum.
Mod slutningen samlede Hanna trådene med en alvor, som berørte mig. Den erotiske kraft er ikke uskyldig eller enkel. Den kan skabe, forbinde og sætte liv i bevægelse. Den kan også blive viklet ind i magt og ødelæggelse.
“erotiske kraft kan både være skabende og destruktiv.”
-Hanna
Jeg hører ikke det som en advarsel mod seksualiteten. Jeg hører det som en invitation til at møde den med mere bevidsthed, mere ansvar og mere menneskelighed. Til at holde fast i samtykke, grænser og gensidighed, også når vi taler om det vilde, det hellige og det, der overskrider vores vante sprog.
Jeg gik fra samtalen med mange nye billeder og et spændende landskab i mig. Med en fornyet tilladelse til at være uperfekt og med sider som jeg genkender i de mange figurer Hanna præsenterede mig for. De føltes ikke som roller, jeg skulle spille, men som historier, der kan hjælpe mig med at se flere farver i mit eget liv. Hanna mindede mig om, at en myte ikke behøver at være en gammel fortælling, vi tror på. Den kan være et sted, vi mødes. Et sted, hvor det menneskelige får lov at være mindre perfekt og mere levende.
___
Tak, kære Hanna, for din vilde og inspirerende fortællekraft, din viden, din vidde og dit blik for de historier, der stadig arbejder i os. Det er, som om historierne bor i dig båret af den særlige fortrolighed og kraft, du fortæller dem med.
Tak for endnu en gang at lade mig træde ind i dit mytologiske landskab og for at dele dine refleksioner i Sacred Sexuality Institut
Besøg Hanna på hjemmesiden: storydancing.com/
Link til de artikler Hanne optræder i: sacredsexuality.institute/tag/hanna/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
