Er seksualiteten personlig eller relationel?

Bidragsydere til denne undersøgelse inkluderer: Robert Lubarski, Bjarne Andresen, Stig Wøldike Sletved, David BR Camacho, Camille Rishøj Nielsen og Achim Steinhäuser.

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Er seksualiteten personlig eller relationel?

Det er et spørgsmål, der på overfladen lyder som et enten-eller. Men jo mere jeg holder det, jo mere åbenbarer det sig som et både-og. Og som en spænding, der er vigtig at holde frem for at løse.

Er seksualiteten personlig eller relationel?

Jeg tror at svaret er: begge dele. Og det er netop det, der gør den så kompleks og så rig.

Seksualiteten er vores biologiske kodning om forplantning. Og det er også en kraft, som er langt større end vores vilje. Jeg tror også, at den taler ind i vores dybe længsel efter at være forbundne. Som mennesker er vi sådan en sjov skabning – på den ene side er et ‘jeg’, som er afkoblet fra alle andre. Samtidig er der noget i det her væsen, som også kan huske, at vi er forbundne. Og det er jo en af de helt store modsætninger, vi har som menneske; at jeg både vil være mig selv, men samtidig vil jeg også opleve, at jeg ikke længere kun er mig selv.

– Achim Steinhäuser

Seksualiteten som noget, der opstår i mødet

Der er en forståelse af seksualitet, som mange af os kender intuitivt: At den vågner i mødet med en anden. At den er noget, der opstår imellem  – ikke kun inde i os – men i det rum, der skabes, når to mennesker nærmer sig hinanden.

En af stemmerne i min undersøgelse beskriver det med et billede, der er blevet ved med at sidde i mig: Seksualiteten som en mønt med to sider. Hver person er sin side. Men det, der er interessant, er ikke siderne i sig selv, det er drejningen. Den bevægelse, der kun opstår, når begge er til stede og begge bidrager til den fælles rotation.

Det er et billede på noget, mange kender fra det seksuelle møde: At der sker noget, som ingen af de to kunne have skabt alene. At mødet frembringer noget, der er større end summen af de to.

En anden stemme i undersøgelsen peger på noget lignende fra en anden vinkel: At vi i mødet med forskellige mennesker møder forskellige sider af os selv. At der er dele af os, der kun vågner i bestemte møder. At seksualiteten ikke er ens i alle relationer. Ikke fordi vi er uautentiske, men fordi vi er mangfoldige, og fordi mødet kalder på noget specifikt frem i os.

Fra samme lyder, at vi let kan komme til at begære noget – fx en oplevelse som vi har haft i et møde. Lader vi begæret styre os, kan det medføre lidelse. Fordi vi stræber efter noget, vi endnu ikke har. Og måske aldrig får igen. Og fordi det flytter vores opmærksomhed væk fra det, som allerede er både fint og smukt. Også uden oplevelsen som vækkede begæret.

Hvad vil vi med det seksuelle? Er det to, der onanerer med hinanden? Eller er det to mennesker, der lige prøver at tage en pause fra den der malstrøm eller hvirvelstrøm, som hverdagen også kan være? Da jeg var først i tyverne, opdagede jeg, at det der med at jagte hver fredag og lørdag nat for at blot at putte den ind og trykke den af for så at gå hjem igen – det kunne jeg simpelthen ikke fortsætte med. Jeg forstod ikke min frustration. Så oplevede jeg eye gazing, og lige der skete der noget. Det, som jeg havde savnet, var lige der. Jeg kunne mærke et andet menneskes sjæl.

– Stig Wøldike Sletved

Seksualiteten som noget dybt personligt

Men der er også en anden sandhed. Eller måske snarere en anden indgang.

Seksualiteten er ikke kun relationel. Den er også dybt personlig. Den bor i os, inden vi møder nogen. Den har sin egen rytme, sin egen natur, sine egne længsler. Uafhængigt af, hvem vi er sammen med.

En af samtalerne i min undersøgelse kredser om netop dette: Om at arbejde med sin seksualitet uden mødet. Uden spejlet. Uden den anden. Og om hvad det kræver at nærme sig sin egen seksualitet med nysgerrighed, når der ikke er nogen at spejle sig i.

Det er en vigtig og ofte overset dimension. For mange af os kender kun vores seksualitet i relation til andre. Vi ved, hvad der tænder os i mødet. Men vi ved ikke altid, hvad der bor i os, inden mødet finder sted.

Hvad er det, min krop vil? Hvad er det, jeg egentlig længes efter? Hvad er det for billeder, der opstår i mig, når jeg er stille? Hvad er det for lyde, der er erotiske for mig. Ikke for nogen anden, men for mig?

Det er spørgsmål, der peger ind mod en seksualitet, der er vores egen. Ikke formet af forventninger eller andres blik. Men rodfæstet i os selv.

Hvad sker der, når vi kun kender den ene side

Der er en fare i at reducere seksualiteten til enten det personlige eller det relationelle.

Hvis vi kun kender vores seksualitet i relation til andre, bliver vi afhængige af mødet for at mærke os selv. Vi kan ikke finde vej til vores eget begær uden en andens tilstedeværelse. Og vi risikerer at bruge det seksuelle møde til noget, det ikke kan bære alene: At give os selv, at bekræfte os selv, at finde os selv.

En af stemmerne i min undersøgelse taler åbent om dette. Om at have lagt for meget af sin livslykke ud på det seksuelle møde. Om at have søgt i den anden det, der i virkeligheden måtte findes i en selv. Og om den langsomme opdagelse af, at tilfredsstillelsen ikke kan komme udefra. Den kræver en relation til sig selv.

Men der er også en fare i den modsatte bevægelse: At gøre seksualiteten så personlig, så indadvendt, at den mister sin relationelle dimension. At glemme, at noget af det smukkeste ved seksualiteten netop er, at den kan skabes i mødet. At den kan bære os ud over os selv. Ind i noget, der er større end det, vi kan skabe alene.

For mig er et tantramøde relationelt ukompliceret. Men det kan være kompliceret i forhold til min egen selvforståelse, identifikation, selvopfattelse og alt muligt andet. Og det hilser jeg velkomment. I mig og i dig.

– Bjarne Andresen

Rammen, der muliggør mødet

En af de ting, der går igen i samtalerne, er rammens betydning for det seksuelle møde.

Det relationelle rum er ikke et neutralt rum. Det er et rum, der kræver noget af begge parter: En bevidsthed om, hvad man bringer med sig. En villighed til at afstemme. En opmærksomhed på, hvad der sker i mødet — ikke kun i én selv, men imellem.

En af stemmerne beskriver det som en bevægelse fra at have sex til at mødes i seksualiteten. Det lyder måske som en lille forskel. Men det er en fundamental forslek. At mødes kræver, at begge er til stede. At begge bringer sig selv – ikke kun sin krop, men sin bevidsthed, sin nysgerrighed, sin villighed til at blive berørt – ind i mødet.

Og det kræver, at man kender sig selv godt nok til at vide, hvad man bringer med sig.

Jeg tror, at hvis vi i spirituelt øjemed skal dele seksualitet, skal vi som menneske have godt fat i os selv. Du kan være uddannet psykolog eller psykoterapeut og have arbejdet med dig selv, men har du ikke styr på dig selv inde bagved – har du ikke styr på det, du gør ved et andet menneske – så kan du slå det andet menneske ret hårdt med din seksualitet, fordi der er også noget vi åbner i mødet. Det er ligesom den hellige gral, vi deler videre. Det er livsenergien.

– David BR Camacho

To hjem. Ikke et valg

Seksualiteten har to hjem: det personlige og det relationelle. Og den trives bedst, når begge hjem er beboede.

Når vi kender vores egen seksualitet  – dens rytme, dens natur, dens længsler – kan vi bringe os selv fuldt ud ind i mødet med en anden. Ikke som en tom beholder, der venter på at blive fyldt. Men som et levende menneske, der har noget at give og noget at modtage.

Og når vi mødes i seksualiteten med en anden med bevidsthed, med nysgerrighed, med en villighed til at lade mødet skabe noget, vi ikke kunne have skabt alene,  opdager vi dimensioner af os selv, som vi ikke kendte.

De to bevægelser er ikke modsætninger. De er hinandens forudsætninger.

En invitation

De mange samtaler, som jeg har deltaget i, har rejst nye spørgsmål. Her er nogle af disse, som jeg gerne vil dele med dig:

Er der en af de to dimensioner, du har forsømt?

Kender du din seksualitet, når du er alene med den – uden mødet, uden den andens blik? Eller har du givet dig selv lov til at lade mødet med en anden åbne dig for noget, du ikke kunne have fundet alene?

Begge spørgsmål er vigtige. Og begge peger mod det samme: En seksualitet, der er fuldt ud din og fuldt ud levende.

Foto: Kayla Watson (Pexels)