Hvad kærligheden kan bære
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Rikke Christiansen
Nogle samtaler finder hurtigt deres form, mens andre beder om mere tid. Samtaler, hvor spørgsmålene bliver i rummet et ekstra øjeblik, før et svar deles. Det gør det muligt at mærke efter, mens ordene endnu er på vej. Sådan oplevede jeg det rum, som var mellem Rikke og jeg.
Vi havde ikke meget tid og nåede derfor heller ikke alle de spørgsmål, jeg havde forberedt. Alligevel gik jeg fra mødet med en oplevelse af, at vi havde været et sted, hvor mange lag nåede at åbne sig. Om kærlighed, seksualitet, selvkontakt, længsel, bevidsthed og det, der opstår mellem to mennesker, når de tør blive lidt længere i det uafklarede.
Rikke gav sig tid. Tid til at tænke. Til at mærke. Til at lade et svar vise sig, også når det ikke lod sig formulere med det samme. Den form for langsomhed blev en særlig kvalitet i vores møde. Jeg oplevede ingen trang hos hende til at udfylde stilheden med en færdig forklaring.
Der var en villighed til at være undersøgende sammen med mig. Til at lade spørgsmålene åbne sig. Det er et sted – en tilgang – som jeg holder meget af.
Tidligt i samtalen talte Rikke om seksualiteten som en energi, der kan sætte noget levende i bevægelse. Hun talte også om vejen fra at gøre sig umage som en måde at sikre sig den andens kærlighed, til at kunne være i et møde uden at føre regnskab.
Det rørte mig. Fordi jeg genkender. For hvor let kan nærhed ikke blive blandet sammen med en usynlig byttehandel? Hvad skylder jeg, når jeg har modtaget? Hvad skal jeg give, for at den anden bliver?
I Rikkes refleksioner lå en invitation til at standse op, før det gamle mønster tager over. At mærke, hvad der faktisk er brug for i dette øjeblik. Det handler om at lade tilliden få mere plads end frygt fremfor at at presse sig selv mod en bestemt måde at være seksuel på.
Da jeg spurgte, hvad kærligheden mon bliver bedt om at bære i det seksuelle rum, lod Rikke spørgsmålet synke ind, før hun svarede: “Kærligheden skal bære både det, der er lyst, og også det, der er mørkt.”
Jeg mærkede hendes ord som en stille og enkel påmindelse om, at det intime rum også rummer de erfaringer, reaktioner og ar, vi allerede bærer med os. Kærligheden kan ikke løse alt. Men måske kan den bære – måske kan den i de øjeblikke være overbærende. Med en blidhed over for både mig, den anden og det tredje fælles, der opstår mellem os.
Mens vi talte, mærkede jeg i mig en særlig optagethed af det tredje fælles.
Hvad sker der i det rum, som ikke kun er mit og ikke kun den andens?
Hvad sker der, når to mennesker mødes med hver deres historie, længsel og ubevidste bevægelser?
Rikke talte om bevidsthed som betydningsfuld, dog uden at gøre den til en nøgle, som kan låse alt op. Der vil altid være en ubekendt faktor. Og netop bevidstheden om dét kan skabe mere medfølelse og mindre dom.
Samtalen bevægede sig også omkring ordet sammensmeltning. Rikke vendte flere gange tilbage til betydningen af at have kontakt til sig selv, før man forsøger at blive ét med et andet menneske.
Jeg mærkede, at ordet ‘møde’ var lettere for mig at være i. I mødet med et andet menneske må vi blive i os selv og derfra mødes som to individer, uden at nogen forsvinder over i den anden. Når grænserne bliver så uklare, at den ene bliver mindre eller helt forsvinder, oplever jeg det ikke som en smuk, guddommelig sammensmeltning, men som konfluens: en sammenflyden, hvor kontakten til én selv går tabt. Og et nært og intimt møde behøver ikke at gøre os mindre. Tværtimod kan det kalde os hjem til noget mere sandt i os selv.
Vi rørte også ved erfaringer, som ikke let lader sig forklare. Rikke fortalte om et øjeblik, hvor adskillelsen for en stund synes at opløse sig i en oplevelse af lys. Hun forsøgte ikke at gøre det til et mål eller et bevis på noget. Hun lod det stå som en erfaring, der havde fundet sit eget sprog.
Det gjorde indtryk på mig. For jeg kender også fristelsen til at gøre de store oplevelser til et pejlemærke. Til at ville nå derhen. Rikke mindede mig om noget andet: at vejen også er det nære og almindelige. Hun sagde det med et smil og med den jordforbindelse, der fulgte hende gennem vores samtale: “I virkeligheden er der lige så meget tantra i en opvask.”
Ordene vakte genkendelse. Og de erindrede mig om at blive i nuet. Om at være tilstede i nuet. Og herfra give det mystiske rødder i hverdagen. I det, vi gør igen og igen. I den omsorg, der ikke altid føles stor. I de øjeblikke, hvor vi øver os i at være til stede i vores eget liv og i mødet med et andet menneske.
Mod slutningen spurgte jeg Rikke, hvad kærligheden ville sige til os, hvis den stod som vores bedste ven foran os. Vi talte om længsel efter intimitet, nærvær og et seksuelt liv, der må rumme både det smukke, det uforløste og det helt almindelige.
Hvad ville kærligheden sige til os?
Rikke lod spørgsmålet lande et øjeblik. Så sagde hun: “Tro på det.”
Jeg måtte gentage ordene for mig selv et par gange, før de blev blide og nænsomme i mit system. Og en venlig invitation til at tage længslen alvorligt. Til at lade den få en stemme og en plads i os, uden at vi behøver vide, hvor den fører hen. Og til at møde både os selv og hinanden med den finhed, som Rikke bragte ind i vores samtale.
___
Tak, kære Rikke, for at give dig tid til at tænke og reeflektere sammen med mig. Tak for at rejse både dybt og højt. Tak for din ærlighed, din følsomhed og din villighed til at lade spørgsmålene være levende. Tak for at dele dit særlige blik i Sacred Sexuality Institute.
Besøg Rikke på hjemmesiden: https://psykolog-rc.dk/
Link til artikler Rikke optræder i: sacredsexuality.institute/tag/rikke
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
