Når nysgerrigheden får lov at føre
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Camilla Louise Clausen
Fra første gang jeg mødte Camilla, har jeg mærket en særlig energi omkring hende, Også selvom det var på en online platform. Sammen med energien kommer ordene og refleksionerne, som tager form, mens de deles.
Der er noget næsten barnligt i Camillas begejstring. Aldrig barnagtigt, men den åbne og frejdige kraft, et barn kan have, når det spørger, prøver, ler og endnu ikke har besluttet, at verden skal mødes med forbehold. Det er dejligt smittende.
Camilla smiler og ler meget. Hun taler med tempo, varme og gåpåmod. Det giver samtalen en lethed, også når vi bevæger os ind i det, der kan være svært at bære. Og det gør rummet ubesværet, selv når feltet er komplekst.
Nysgerrigheden er ikke blot en egenskab hos Camilla. Det er en måde, hvorpå jeg oplever, at hun møder livet på. Møder mig på. Midt i en samtale om seksualitet, energi, kærlighed, traumer, gamle mønstre og de spørgsmål, vi endnu ikke har et færdigt svar på, sagde hun:
“Jeg er født nysgerrig.”
– Camilla Louise Clausen
Jeg tror, det er vigtigt i forhold til at forstå hendes blik. Hun går ikke til seksualiteten som et problem, der skal løses, men som et levende felt, der kan undersøges. Hvad kan kroppen? Hvad længes den efter? Hvad har vi holdt nede? Og hvad sker der, når vi tør lytte til det, som ikke kommer fra hovedet alene?
Spørgsmål, der undersøges med begejstring og nysgerrighed. På samme måde som jeg undersøger feltet.
For Camilla er seksualitet ikke begrænset til mødet med en partner. Den rummer også den relation, vi har til os selv. Hun talte om at se på sin egen krop med sanselige øjne og om at blive nysgerrig på, hvad man egentlig kan lide, længes efter og mærker sig levende i.
I hendes perspektiv er seksualiteten knyttet til livskraft og skaberkraft. Det er hendes personlige og spirituelle forståelse, og hun taler om den med en direkthed, som jeg holdt af.
Camilla beskrev, hvordan hun selv længe havde haft let ved at skabe, drive og lede ude i verden, mens lederskabet over hendes egen kraft havde været vanskeligere at tage helt hjem. I vores samtale blev seksualiteten derfor også et spørgsmål om at få lov til at fylde i sit eget liv. At lade energien blive en del af ens selvforståelse i stedet for noget, der skal undertones, skjules eller gøres mindre.
Bag denne måde at tale på ligger – er min fornemmelse – det felt, Camilla arbejder i: kærlighedstraumer, sorger og mønstre, der i hendes erfaring kan få betydning langt ind i vores relationer. Hun talte både om det, vi selv har oplevet, og om de fortællinger og utrygheder, som efter hendes perspektiv kan rejse gennem slægter og generationer. Denne tråd lå under hele samtalen.
Camilla gjorde det klart, at hun ikke ser seksualiteten som noget løsrevet fra resten af et menneskeliv. Erfaringer af at være forkert, blive misforstået, holde sig tilbage eller ikke helt turde tage sin plads kan også vise sig her. Hos hende bliver det derfor vigtigt at møde kroppen og sig selv med en nysgerrighed, der ikke straks skal bedømme eller kræve et bestemt resultat.
Jeg fornemmede især en dyb længsel efter tryghed i hendes ord. Tryghed var ikke et lille biord i samtalen. Det var noget, hun vendte tilbage til igen og igen som et fundament for både kærlighed, kropslighed og muligheden for at overgive sig til et andet menneske.
“Tryg, tryg, tryg, tryg med kæmpestore fede streger under tryg.”
– Camilla Louise Clausen
Det blev sagt med Camillas velkendte energi, men alvoren var tydelig. Hun fortalte, at hun måtte finde en partner, som kunne rumme hende, fordi trygheden var nødvendig, hvis hun skulle kunne åbne sig i kærligheden. Hun pegede samtidig på, at den ydre tryghed hænger sammen med den indre: Kender jeg mine ja’er og mine nej’er? Må jeg være her, som jeg er? Tør jeg være tydelig, også når min lyst, min vildskab eller mit behov ikke passer ind i en forventning?
“Hvis du er tryg i dig selv, så er det også nemmere at være tryg med en partner.”
-Camilla Louise Clausen
Jeg oplever ikke at hun siger dette, som en regel, der gør den enkelte ansvarlig for alt, der sker i en relation. Jeg hører det som hendes invitation til at tage sin egen indre oplevelse alvorligt. At bygge et sted i sig selv, hvor man ikke falder helt sammen, hvis den anden ikke forstår én med det samme. Et sted, hvor man kan være i kontakt med sig selv, også når man viser noget sårbart.
Herfra var det naturligt at tale om, hvad der sker, når vi har svært ved at sige højt, hvad vi ønsker. Camilla og jeg talte om personligt lederskab i seksualiteten. Ikke som en hård fordring om altid at vide præcis, hvad man vil. Men som den bevægelse, der kan begynde, når vi bliver mere lydhøre over for vores egne grænser, lyster og behov og langsomt får mod til at give dem et sprog.
Camilla beskrev, hvordan gamle erfaringer af at være forkert kan gøre det svært at tale, når noget virkelig betyder noget. Man kan godt vide, hvad man længes efter, men alligevel lukke ned i det øjeblik, det skal deles med en anden. Her sansede jeg hendes faglige baggrund om kærlighedstraumer og slægtsmønstre tydeligt: Det, der ser ud som tavshed, modvilje eller afstand, kan i hendes perspektiv også være en måde at beskytte sig på.
Samtalen blev på den måde ikke en fortælling om at presse sig selv til mere. Den blev en samtale om at skabe en kontakt, hvor både lyst og usikkerhed kan være til stede. Camilla talte om den forbindelse, der kan opstå, når to mennesker mødes med opmærksomhed frem for forventning. Hun bruger selv ordet connection om dette møde: et rum, hvor der kan være mere hjerte, bevidsthed og nænsomhed.
Hun satte også ord på, at vi ikke blot bærer lyse sider. Misundelse, vrede, skam, kontrolbehov og frygt kan også bo i os. En pegning som jeg synes, er meget befriende i sin genkendelse.
I afslutningen af samtalen kom vi omkring et af de spørgsmål, der stod stærkest: Om noget af det, der står i vejen for en fri seksualitet, netop kan være vores modstand mod at møde disse sider i os selv.
Min fornemmelse med disse ord var en invitation til mere ærlighed snarere end en bebrejdelse. Når vi tør være mere hele mennesker – også med det, vi helst ville skjule – kan der måske opstå mere kontakt. Først med os selv. Siden med den, vi møder.
Camilla beskrev sin egen vej ind i seksualiteten som et møde med både kraft, sorg, sårbarhed og livsglæde. Hun talte om energi og om at bruge sin egen sansning som en form for indre kompas. Hendes spirituelle blik står tydeligt i samtalen – det er noget vi deler – og jeg blev berørt af hendes insisteren på, at kroppen også kan være en kilde til viden. At der kan være noget i os, som ved, når vi lytter med tilstrækkelig opmærksomhed.
Det er også her, hendes særlige energi bliver vigtig. Camilla taler ikke om vildskab som noget, der skal være voldsomt, grænseoverskridende eller det samme for alle. Hos hende har vildskaben noget med tilladelse at gøre. Tilladelse til at mærke liv. Tilladelse til at være kvinde uden at gøre sig mindre. Tilladelse til at være nysgerrig på det, man ikke allerede forstår.
Efter samtalen sad jeg med en fornemmelse af, at Camilla bærer sin erfaring med både alvor og glæde. Hun er ikke bange for de store ord. Og hun er heller ikke bange for at grine, mens de bliver sagt. Måske er det netop en del af hendes gave: at hun kan tale om sår, sorg og mønstre uden at lade dem blive hele fortællingen om et menneske.
Det er som om hun bliver ved med at lede efter livet. Efter det, der kan bevæge sig. Efter den kraft, der ikke behøver at gøre os perfekte, men som måske kan hjælpe os med at tage mere plads som dem, vi er.
___
Tak, kære Camilla, for din energi, din begejstring og din fødte nysgerrighed. Tak for at dele dig og dine refleksioner og erfaringer – også de meget personlige – med mig. Tak for at minde mig om, at alvor og livsglæde godt kan bo i samme menneske. Og komme til udtryk i samme sætning.
Besøg Camilla på hendes hjemmeside: camillaclausen.dk/
Link til artikler med Camilla: sacredsexuality.institute/tag/camilla-louise/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
