Når kroppen får lov at genfinde tryghed
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Flora
Nogle mennesker træder ind i en samtale med en viden, man kan mærke længe før man kan forklare den. Sådan oplever jeg Flora.
Jeg har kun mødt hende få gange. Alligevel har hvert møde efterladt mig med en fornemmelse af at blive set og mødt med oprigtig nysgerrighed og et kærligt blik, uden at skulle passe ind i en hurtig forklaring.
Det er en særlig kvalitet. Flora har en mildhed i sig, som rummer både blidhed og klarhed. Jeg oplever, at hun møder mig som menneske og medmenneske med nænsomhed, mens hun samtidig taler levende og uden omsvøb om det, hun ser.
Noget af det første, der blev stående i mig fra vores samtale, var hendes blik på tryghed. Flora satte ord på den vanskelige erfaring, at kroppen kan blive så vant til en bestemt tilstand, relation eller måde at være på, at det velkendte begynder at føles som en form for tryghed. Også når det velkendte rummer uro.
Det er en værdifuld skelnen. For frihed handler måske også om langsomt at lære forskel på det, der er velkendt, og det, der faktisk giver ro og plads i os. Flora peger på, at tryghed ikke kun er noget, vi skal finde uden for os selv. Den kan også være en bevægelse indad, hvor vi øver os i at møde os selv fra et kærligere og mere vågent sted.
Flora har skrevet bogen ‘Kropsklog’, og allerede da jeg første gang stødte på titlen, blev jeg nysgerrig. I vores samtale forstod jeg mere af, hvad ordet rummer for hende.
Hendes blik på kroppen er bredt. Hun taler om sansning, tryghed, relationer, åndedræt, hjerte, bevidsthed, livshistorier, det transgenerationelle og det, vi måske endnu ikke har ord for. Hun bevæger sig ubesværet mellem det konkrete og det eksistentielle. Mellem det, der kan mærkes som en klump i halsen eller en holdt vejrtrækning, og de store spørgsmål om kærlighed, ensomhed, livskraft og den måde, vi er i verden på.
Hos Flora bliver denne bredde til et menneskeligt spørgsmål: Hvad har denne del af os brug for? Hun siger på et tidspunkt:
“Der er ikke en size fits all, men vi skal acceptere, at der er mange forskellige dele, der er involveret, også i vores seksualitet.”
Den pegning er vigtig. Flora gør ikke kroppen til et problem, der skal løses med én rigtig metode. Hun minder mig om, at vi er sammensatte væsener. Noget i os kan have brug for at blive bevæget, holdt, lyttet til, grædt ud eller mødt med stilhed. Vejen ind i os selv får derfor lov til at være forskellig fra menneske til menneske.
Jeg oplever også noget særligt i Floras måde at tale på. Hun lader ikke teorien stå alene. Hun forbinder perspektiver fra krop, psyke, relationer, spiritualitet og de fortællinger, vi bærer med os, men hendes blik vender hele tiden tilbage til erfaringen. Til det, der mærkes. Til den måde, vi møder os selv på, når noget i os er uroligt, lukket eller længselsfuldt.
“For mig handler det om måden, vi gør det på. At det ikke bliver en teknik.”
Det er en vigtig påmindelse for mig. En invitation til mere kontakt kan hurtigt komme til at ligne endnu en opgave, en øvelse, der skal gennemføres, eller en metode, der skal virke. Flora inviterer et andet sted hen. Hun taler om det kærlige, venlige og ikke-dømmende sted, vi kan forsøge at møde os selv fra.
Hos hende er nænsomheden ikke en blød fernis oven på noget svært. Den er selve måden, vi kan nærme os det svære på og blive i kontakt med os selv.
I vores samtale blev jeg selv berørt flere gange. Flora lyttede efter det, der også lå under mine ord. Hun spurgte ind med en ro, der gav plads. Hun lod en fornemmelse være en fornemmelse, før den blev til en forklaring. Og hun havde en evne til at vende blikket fra det, der føltes fastlåst, mod den del af mennesket, der stadig længes efter at blive mødt.
Flora taler om betydningen af at blive spejlet fra et kærligt sted. Det genkender jeg i vores møder. At blive set på den måde er at blive mødt som et helt menneske. Med krop, hjerte, tanker, erfaringer, modsætninger og alt det, der stadig er i bevægelse. Der er plads til det svære, uden at mennesket bliver gjort mindre eller mindre komplekst.
For mig er det en af Floras store gaver. Og det er et fint og trygt felt at mødes i.
Hun minder mig om, at kropsvisdom både handler om at vide noget om kroppen og om at lytte uden at forcere. Om at blive ved med at være nysgerrig. Om at forstå, at det levende i os sjældent lader sig samle i ét enkelt svar.
Jeg gik fra vores samtale med mange noter, mange nye spørgsmål og en stille glæde over at have mødt et menneske, hvis visdom er dyb, vid og varmt forankret i det menneskelige.
___
Tak, kære Flora, for at møde mig med den nysgerrighed, du selv står for. Og for at minde mig om, at vejen ind i kroppen også handler om at møde os selv med et kærligt blik. Du gav mig nye indsigter og en stor lyst til at vide mere. Men måske vigtigst af alt at se og møde min krop med en ny nænsomhed og kærlighed.
Tak for at dele dig og dine refleksioner i Sacred Sexuality Institute.
Besøg Flora på hjemmesiden: livsbevidsthed.dk/
Link til de artikler Flora optræder i : sacredsexuality.institute/tag/flora/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
