Det, der ikke så let lader sig forklare
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Liv
Der findes møder, som finder deres form, før der er sagt ret meget. Sådan oplevede jeg mit møde med Liv. Hun er et forholdsvis nyt bekendtskab i mit liv, men fra første gang vi sad overfor hinanden, havde jeg en fornemmelse af at blive set. Genkendt. Spejlet af et menneske, der mødte mig med både blidhed og klarhed.
Den oplevelse fulgte med ind i vores samtale om seksualitet. I rummet opstod en sjælden genkendelse uden krav om, at vi skulle være ens, eller at vi havde fundet det samme svar.
Den gav plads til noget særligt mellem os.
Vi kunne tale hurtigt. Ærligt. Uden at skulle oversætte helt så meget. En fornemmelse kunne få lov at blive til, mens den blev sagt. Vi kunne følge en tanke ind i kroppen, ind i stemmen og ud i større eksistentielle spørgsmål uden at miste det menneskelige og konkrete.
Alle møder mellem mennesker rummer noget, vi kan lære af. Og nogle gange møder vi et menneske, der forstår noget af det, man siger, uden at man behøver forklare alle de første lag. Et møde med et spejl, der kaster et velkendt lys tilbage, kan være både dejligt og befriende i en verden med konstante krav.
Men det fineste i vores samtale var, at vi også så den mulige skygge i genkendelsen. Vi talte om, at en høj grad af lighed kan gøre noget nemt og ubesværet og samtidig gøre det sværere at få øje på dét, vi ikke ser. De blinde vinkler, vi måske deler.
Det er ikke et forbehold, der svækker mødet. Tværtimod. For mig blev det et tegn på dets modenhed. At vi ikke kun bekræfter hinanden, men også kan være vågne sammen. At spejlet ikke behøver at fortælle os, at vi er færdige; det kan også hjælpe os med at ane, hvor vi endnu har mere at opdage.
Når jeg møder Liv, møder jeg et meget fint menneske. Der er en blidhed i hendes måde at tale og være i verden på. Men hendes blidhed skal ikke forveksles med lethed i betydningen overflade. Hun har en dybde, der ikke behøver at hæve stemmen for at kunne mærkes. Det kommer særligt frem, når hun taler om det, som ikke så let lader sig forklare. Det ordløse.
Liv forsøger ikke at gøre det ordløse til en teori. Hun taler om det som en erfaring, der først må mærkes i kroppen. Som noget, der kan ske, før vi ved, hvad vi skal kalde det og som måske aldrig helt kan indfanges af de ord, vi bagefter forsøger at give det.
“Det er noget, der er væsentligt mere sanseligt og ordløst.”
For Liv er seksualiteten livskraft. En ild, der begynder nede i roden og bevæger sig gennem kroppen, gennem livmoderen, hjertet og helt op i halsen og stemmen.
“For mig starter det nede i roden og ret hurtigt bevæger den sig op igennem min krop og sidder også i min hals og sidder også i mit hjerteområde.”
Hun taler om stemmen som noget mere end lyd. Som en mulig vej ind til en urgammel kraft. En åbning, hvor noget i os får lov at komme frem. Også det, vi måske længe har gjort mindre, holdt tilbage eller ikke helt har turdet give plads. Teknikken træder i baggrunden; nærværet kommer først.
“Der er noget, der tager over. Som om min identitet på en eller anden måde går lidt i opløsning, og i stedet er der en kraft, en seksualitet, en lyst, som tager over.”
Der er en særlig smuk spændvidde i Livs måde at tale om det på. Hun kan holde det spirituelle og det kropslige sammen uden at gøre det ene finere end det andet. Hun kan tale om en erfaring af, at noget fra himlen møder det fysiske i hende. Og samtidig kan hun insistere på, at seksualiteten ikke kun har ét ansigt.
Der kan være længslen efter at blive holdt. Der kan være det blide, erotiske, legende og kærlige. Og der kan være en mere rå og lystfuld kraft, der også ønsker plads. Det behøver ikke stå i modsætning til hinanden.
Måske bliver friheden først mulig, når vi holder op med at spørge, hvilken del der er den rigtige. Når vi i stedet bliver nysgerrige på, hvad der kalder i os netop nu og om vi kan møde det uden skam, uden hastværk og uden at skulle gøre det til noget andet, end det er.
Samtaler betyder noget for Liv. Som de betyder noget for mig. Ordene kan aldrig erstatte erfaringen i kroppen, men de kan give os flere nuancer at mærke efter i. Uden et sprog kan vi mangle mulighed for at dele det, der er svært at sige. Og uden samtalen kan noget værdifuldt blive alene inde i os.
Måske er det derfor, jeg holder så meget af vores møde. Vores genkendelse har gjort det muligt at tale os frem til både det, vi allerede vidste, og det, vi endnu ikke ved. Den har også mindet os om, at to menneskers blik aldrig bliver helt det samme.
Det ordløse behøver ikke at blive forklaret færdigt for at få en stemme. Nogle gange er det nok, at det bliver mødt med den respekt, der siger: Jeg kan ikke helt indfange dig. Men jeg vil gerne lytte.
Tak, kære Liv, for din åbenhed, din dybde og din særlige evne til at lade det fine og det kraftfulde bo i samme stemme. Tak for et møde, der blev let og ubesværet og netop derfor også rummede modet til at se på det, vi måske endnu ikke ser.
___
Link til hjemmeside: livsundvall.com/
Link til artikler med dig: sacredsexuality.institute/tag/liv/
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
