Det, der ånder i os
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Sanne
Da jeg åbner samtalen og spørger Sanne, hvad seksualitet er, begynder hun ikke med kroppen som objekt. Hun begynder med åndedrættet.
“Seksualitet, det er vores livskraft. Det er vores livsenergi.”
Hun siger det ikke som en stor erklæring, men som noget nært og enkelt. Præcis som jeg kender Sanne.
Hun fortsætter. Vi trækker vejret. Vi er i kontakt med livet. Vi længes, sanser, bliver optagede, bliver berørte, lukker af og åbner igen. For Sanne er seksualiteten vævet ind i alt dette. Ikke blot som noget, der kun findes mellem to kroppe, men som en energi, der følger os i den måde, vi lever på.
Det er en tanke, der udvider rummet.
For hvis seksualiteten også findes i det almindelige liv, kan den vise sig mange steder: i måden, vi nærer kroppen på; i vores evne til at bruge stemmen og blive hørt; i stilheden mellem to mennesker; i den gode samtale; i hænder, der laver mad; i en vandring i naturen; i en relation, hvor vi ikke behøver at præstere.
Sanne taler om seksualitet som nærvær. Som opmærksomhed. Som at ville hinanden.
“Seksualitet, det er nærvær, det er tilstedevær, det er at lytte. At man interesserer sig for hinanden. At man vil hinanden.”
Der er noget meget smukt i den sætning. Uden at den er naiv.
For Sanne ved også, at vi mennesker har mange måder at forlade os selv på. Vi kan glide væk fra kroppen. Vi kan tro, at vi skal være mindre, mere tilpassede eller mindre krævende for at høre til. Vi kan længes efter berøring og samtidig være bange for at tage imod den. Vi kan stå i en kærlig relation og alligevel beskytte de dele af os, som aldrig helt har følt sig elskelige.
Hun sætter det i forbindelse med en dyb længsel efter samhørighed. I samtalen bruger hun et billede fra livets begyndelse: barnet, der har været båret, næret og forbundet i moderens liv, og som ved fødslen træder ind i en verden af adskillelse. Det er ikke et billede, der skal forklare et helt menneskeliv. Men jeg hører det som en poetisk påmindelse om noget mange af os kender: længslen efter at føle os hjemme i forbindelsen.
Ikke nødvendigvis sådan, at vi skal tilbage. Men sådan, at vi igen og igen kan øve os i at komme nærmere.
Nærmere os selv. Nærmere kroppen. Nærmere et andet menneske. Nærmere den kærlighed, som Sanne taler om som rummelig, anerkendende og større end den frygt, der ofte får os til at lukke ned.
Her bliver hendes stemme særligt vigtig for mig. For den siger ikke: Åbn dig nu. Vær fri. Vær hel.
Den siger snarere: Se ærligt på, hvad der er. Giv plads til det. Mærk det. Og hav tillid til, at noget kan modnes, når tiden er til det.
Sanne minder mig om, at vejen ikke behøver at blive dramatisk for at være dyb. Den kan begynde i noget så enkelt som et åndedrag. Et øjeblik, hvor vi igen mærker, at vi er her.
“Den ligger i vores åndedrag.”
Måske er det netop der, hendes blik åbner noget vigtigt: Seksualiteten er ikke noget, vi skal skynde os at finde. Den er ikke altid højlydt. Den er ikke altid seksuel på den måde, vi er blevet vant til at forstå ordet.
Men den kan være det liv i os, som bliver ved med at kalde på kontakt. På sandhed. På kærlighed.
Og måske kan vi begynde der. Ikke ved at presse os selv til at blive nogen andre, men ved at lytte til det, der allerede ånder i os.
___
Kære Sanne, tak fordi du delte dig med mig og mine læsere. Tak for at møde mig blidt og med et åbent hjerte – præcis som ved vores første møde for mange år siden.
Besøg Sanne på hendes hjemmeside Livsglædecenteret.dk
Klik her og find artikler med Sanne
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
