Om forholdet mellem lyst og seksualitet

Bidragsydere til denne undersøgelse inkluderer: Liv Sundvall, Sanne Mikaela Bazlamit, Elinor Lind, Bjarne W. Andresen og Robert Lubarski.

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Spørgsmålet der åbnede

Jeg spurgte dem alle: Hvad er seksualitet?

Det er et stort spørgsmål. Måske for stort til at besvare direkte. For der er så mange lag i dette. Og måske for mange til nogensinde at blive færdig.

Og det er ok. For det er stadig et vigtigt spørgsmål. Og som altid sker der noget, når vi åbner samtalen. Spørgsmålet åbnede sig og blev til nye, og måske mere præcise spørgsmål.

Spørgsmål, som de færreste af os måske rigtig stiller til daglig. Spørgsmål, der i deres enkelhed rummer noget, mange af os sjældent undersøger:

Hvor begynder seksualiteten?

Og hvad er forholdet mellem lyst og seksualitet?

Er de det samme?

Det er ikke spørgsmål med ét svar. Det er spørgsmål, der inviterer til at mærke efter. Og det er dem, vi undersøger her sammen. Jeg håber at du vil med på opdagelse.

Lyst og seksualitet, søstre, men ikke tvillinger

Det oplagte svar er måske: i kroppen. Men hvor i kroppen? Og begynder den i kroppen? Eller begynder seksualiteten et andet sted og finder vej ind i kroppen?

Det er et spørgsmål, der åbner sig, jo mere man nærmer sig det. For kroppen er ikke ét sted. Den er mange steder på én gang. Den er rod og hjerte og hals og mave. Den er det, der husker, og det, der ved. Og seksualiteten, hvis den er en energi, bevæger sig i den. Ikke som noget, der er låst fast ét sted, men som noget, der strømmer.

Liv Sundvall beskrev det med en kropslig præcision, der satte noget i bevægelse i mig:

“Hvor begynder seksualiteten? For mig starter det nede i roden og ret hurtigt bevæger den sig op igennem min krop og sidder også i min hals og sidder også i mit hjerte og mit kraftcenter nede i solar plexus. Så på den måde er det for mig noget, der starter i roden, men noget der bestemt også bevæger sig op igennem min krop.”

– Liv Sundvall

Roden. Solar plexus. Hjertet. Halsen.

Det er ikke en beskrivelse af noget lokalt og afgrænset. Det er en beskrivelse af en bevægelse. En energi, der rejser sig og strømmer opad, der forbinder det mest jordnære med det mest åbne. En hel krop, der taler. Og det, der er bemærkelsesværdigt ved Livs beskrivelse, er ikke blot, at seksualiteten begynder i roden, men at den bevæger sig. Den er ikke statisk. Den er ikke et organ eller en funktion. Den er en strøm.

I mange østlige traditioner og særligt i tantrisk forståelse er dette præcis, hvad seksualiteten er: ikke en kraft, der bor ét sted, men en livskraft, der cirkulerer. Kundalini-energien beskrives som en sovende kraft i roden af rygsøjlen, der kan vækkes og stige op igennem kroppens energicentre. Det, Liv beskriver, er ikke mystik. Det er en levende erfaring af det samme. En erfaring, som mange kvinder kender, men som vi sjældent har ord for, fordi vores sprog om seksualitet er så snævert, at det næsten ikke rummer den.

Elinor pegede på noget, der uddyber dette yderligere og som åbner for, at vi selv kan have indflydelse på, hvor og hvordan seksualiteten begynder:

“Min seksuelle energi kan jeg klart komme i bedre kontakt med via min vejrtrækning. Altså få den til at bluse op, hvis man kan sige det på den måde. Som en ild, der er indeni. Så når jeg siger, det er mig, der styrer min seksualitet, så mener jeg, at jeg kan gøre det med bevidst vejrtrækning.”

– Elinor Lind

Vejrtrækningen som nøgle. Det er en tanke, der er dybt forankret i mange spirituelle og kropslige traditioner – fra pranayama i yogaens verden til tantras bevidste åndedrætsøvelser. Åndedrættet er broen mellem det bevidste og det ubevidste, det viljestyrede og det autonome. Men det er mere end en teknik. Det er en påmindelse om, at vi ikke er passive i forhold til vores seksualitet. At vi kan nærme os den. At vi kan invitere den. At vi kan give den plads. Ikke ved at gøre noget særligt, men ved at lade vejret gå dybere, ved at være mere til stede i kroppen, ved at holde op med at holde vejret.

Og det er en demokratisk nøgle. Den kræver ingen partner, ingen særlig situation, ingen ydre stimulus. Den er altid tilgængelig. Altid din.

Så måske begynder seksualiteten ikke ét bestemt sted?

Måske begynder den, når vi trækker vejret bevidst?

Når vi er fuldt til stede i kroppen?

Når vi giver energien lov til at bevæge sig?

Spørgsmål som jeg tager med mig videre i mine møder og vil undersøge. Også i min tantriske praksis.

Flammen og ildstedet

Vi bruger ofte ordene lyst og seksualitet i flæng, som om de er synonymer. Men er de det? Og hvad sker der, hvis vi begynder at skelne?

Jeg tror, at vi har gjort os selv en bjørnetjeneste ved at sammenblande dem. For når vi tror, at lyst og seksualitet er det samme, reducerer vi begge dele. Vi gør lysten til noget, der primært handler om sex. Og vi gør seksualiteten til noget, der kun aktiveres under bestemte omstændigheder. Men hvad nu, hvis ingen af delene er sandt?

Bjarne åbnede spørgsmålet med en observation, der er svær at komme forbi:

“Lyst er jo også, at jeg dufter til en rose, selv om det er en helt anden form for lyst end den seksuelle. Altså medmindre jeg får en seksuel opstemthed af duften af roser.”

– Bjarne W. Andresen

Dette billede genkender jeg fra andre samtaler. Lysten er ikke eksklusivt seksuel. Den er en åbenhed mod verden. En tilstand af modtagelighed, af at lade noget røre ved en. Den er det, der sker, når vi er fuldt til stede og lader noget komme ind. En rose. Et åndedrag. Et menneske. Et øjeblik. Lysten er ikke en handling. Den er en tilstand. En åbenhed. Og den kan tændes af alt, der er levende og nærværende.

Bjarne fortsatte med en distinktion, der hjalp mig til at se det tydeligere:

“Seksualitet, sådan som jeg definerer det, er mere en identitet og dermed også en måde at være i verden. Fordi man kan jo sagtens have en seksualitet uden at have sex.”

– Bjarne W. Andresen

Sanne sagde det på sin måde:

“Man kan sagtens have en vild seksualitet uden at have sex, fordi det er en energi, der flyder i os.”

– Sanne Mikaela Bazlamit

Hvis seksualiteten er en identitet og en energi – noget, man er og bærer – så er lysten noget andet. Lysten er det, der tænder energien. Lysten er flammerne. Seksualiteten er bålet. Eller måske selve ildstedet. Det sted, hvorfra ilden kan opstå, igen og igen, hvis vi giver den lov.

Den danske forfatter Tanja Eskesen skriver i sin bog, ‘Lyst’ (her bragt med tilladelse til at gengive):

‘Jeg er lysten, jeg er den ild, der brænder i enhver kvindes bækken – en ild der holder hende rodfæstet i livet og lader livskraften flyde frit. Uden lysten tørre livet ind. Det bliver mekanisk, meningsløst og goldt.’

Det betyder, at seksualiteten ikke er noget, vi tænder og slukker. Den er der. Den er en del af det at være i live. Og lysten er det, der minder os om den, der vækker den, der sætter den i bevægelse. Når vi mærker lyst, er det ikke blot en impuls. Det er en invitation til at mærke livskraften i os.

Robert Lubarski beskrev dette møde på en måde, der er svær at glemme:

“Nogle gange har jeg den følelse, at når jeg virkelig, virkelig mærker beruselse i kroppen af at være i naturen – eller et eller andet, så jeg mærker storheden af bare at være til – så får jeg med det samme en seksuel følelse. Fordi det er det, jeg kender, at det er der, jeg kan udleve den. Det er der, det er det eneste sted, jeg indtil videre har kendt, at jeg kan få kanaliseret den energi.”

– Robert Lubarski

Beruselse i naturen. Storheden af bare at være til. Og i det øjeblik en seksuel følelse.

Det er ikke tilfældigt. Det er en beskrivelse af, hvad der sker, når lysten møder seksualiteten i fuld tilstedeværelse, når vi ikke holder noget tilbage, når vi ikke filtrerer oplevelsen igennem vores forestillinger om, hvad der er passende at mærke. Lysten i sin bredeste form er det, der åbner for seksualitetens energi. Og seksualiteten er det, der kanaliserer livskraften videre ud i kroppen, ud i verden, ud i det, vi skaber.

De er ikke det samme. Men de er uadskillelige. Søstre, ikke tvillinger.

Det spørgsmål, jeg sidder tilbage med

Disse samtaler har givet mig en fornemmelse af, at vi har gjort seksualiteten for lille. Og lysten for snæver.

Vi har gjort lysten til noget, der primært handler om sex. Og vi har gjort seksualiteten til noget, der hører til i bestemte situationer, med bestemte mennesker, i bestemte rum. Men hvad nu, hvis begge dele er meget større end det?

Hvad nu, hvis lysten er selve livskraften? Den åbenhed mod verden, der kan tændes af en rose, af naturen, af et åndedrag, af storheden af bare at være til?

Og hvad nu, hvis seksualiteten ikke begynder, når vi tager tøjet af, men når vi er til stede i kroppen, når vi trækker vejret bevidst, når vi giver os selv lov til at mærke det, der allerede er der?

Har vi gjort lysten til noget, der primært handler om sex?

Og har vi gjort seksualiteten til noget, der hører til i bestemte situationer, med bestemte mennesker, i bestemte rum?

Og hvad nu, hvis lysten er meget større end det?

Hvad nu, hvis lysten er selve livskraften?

Den åbenhed mod verden, der kan tændes af en rose, af naturen, af et åndedrag?

Og hvad nu, hvis seksualiteten ikke begynder, når vi tager tøjet af, men når vi er til stede i kroppen, når vi trækker vejret bevidst, når vi giver os selv lov til at mærke livskraften i os?

Måske er det det, vi bør øve os i?

At lade dem mødes?

Refleksioner som jeg oplever er værd at tage med videre på min vej i livet og min seksualitet.

Foto: ROMAN ODINTSOV (Pexels)