Hvem er det, der spørger?
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Ragnhild
Første gang, jeg mødte Ragnhild, var på et modul på min terapeutuddannelse. Vi var sendt i skoven i fire dage for at træne naturterapi. De fleste havde planlagt at sove derude – også jeg – men fortrød, da kulden bed sig fast i kroppen. Ragnhild blev derude. Og over en kop morgenkaffe på andendagen blev det tydeligt for mig, at jeg ønskede, at vi også skulle undersøge seksualitetens væsen. Det var før dette projekt blev født.
Det blev en samtale, der indimellem holdt et spejl op for mine egne fordomme og antagelser. Ragnhild fangede dem med et skarpt blik og modet til at vende spørgsmålet tilbage: Hvem spørger nu?
I samtalen mødte jeg en kvinde med et bredt fagligt blik på seksualitet. Hun arbejder med seksuel sundhed, undervisning og familieterapi i Norge og er optaget af det fysiske, psykiske, åndelige og kulturelle liv. Hendes erfaringer spænder over mange livsfaser og livsvilkår. Men det, der især blev hos mig, var hendes insisteren på ikke at gøre seksualiteten til en lille afgrænset del af mennesket.
Tidligt i samtalen beskrev hun seksualiteten som en iboende kraft, der følger os gennem livet. Hun talte om den som noget, der er vævet ind i vores fysiske, psykiske, åndelige og kulturelle liv. Et syn, der gør det svært at lægge den i en boks, tage lidt frem, når det passer ind, og derefter lægge låget på igen.
Jeg forstod hendes billede sådan: Når seksualiteten kun bliver forstået som noget bestemt, der skal ske mellem to mennesker, eller som noget, der skal måles i lyst, hyppighed eller præstation, bliver mange liv og mange måder at være menneske på hurtigt for små til vores begreb.
Ragnhild talte med en ro, der gav plads til forskellighed. Nogle mennesker længes efter et aktivt seksualliv. Andre kan leve godt med meget lidt eller ingen seksualitet i gængs forstand. Nogle finder det seksuelle møde i penetration. Andre i berøring, leg, nærvær, energi eller en anden form for intimitet. Ingen af delene kunne i vores samtale bruges som målestok for, om et menneske lever rigtigt.
Det gør ikke længslen uvigtig. Tværtimod. Men samtalen mindede mig om, at længsel først bliver virkelig interessant, når vi tør spørge, hvis længsel der taler, og hvad den egentlig beder om.
Ragnhild bragte også skammen ind i rummet. Hun talte om den som noget, vi ofte lærer undervejs i livet, i familien, i kulturen og i de tavsheder, der opstår, når voksne bliver urolige over børns og unges spørgsmål.
Hun sagde: “Skammen sitter ikke i utgangspunktet i oss når vi blir født, men vi blir pålagt skam …”
Jeg hørte ikke hendes ord som en enkel forklaring på, hvorfor seksualiteten kan blive svær. Menneskelivet er mere sammensat end det. Men jeg hørte en vigtig invitation til at se på de små beskeder, vi får med os: hvad der var tilladt at spørge om, hvad der blev mødt med latter eller tavshed, og hvad vi kom til at tro om vores egen krop, lyst eller frihed.
Noget, som gjorde stort indtryk på mig, opstod senere i samtalen. Jeg spurgte Ragnhild, om vi mon mister noget, hvis seksualiteten i et parforhold ikke bevæger sig mod den dybde eller højde, jeg selv kan længes efter. Bag spørgsmålet lå der en forestilling om, at et seksualliv måtte rumme noget bestemt for at være levende eller helt.
Ragnhild standsede mig venligt og spurgte: “Hvem er det som stiller det spørsmålet til meg?”
Det var et enkelt og vigtigt spørgsmål. For hun pegede ikke på, at min længsel var forkert. Hun bad mig i stedet se på, hvem i mig der talte. Der blev det tydeligt, at mit spørgsmål ikke først og fremmest handlede om alle andre menneskers seksualitet. Det handlede om min egen længsel efter frihed, vildskab, overgivelse og et møde, hvor noget større kan få lov at træde frem.
At få øje på det gjorde ikke længslen mindre. Det gjorde den mere min. Samtidig holder jeg af, når et spørgsmål bliver vendt tilbage mod mig. Når jeg bliver udfordret. Også når det betyder, at jeg må erkende, at jeg lige dér kom til at lægge min egen længsel ned over andre. Ud i feltet.
Jeg holder af den bevægelse i samtalen. Om at få øje på, hvordan vi beskytter os mod at gøre vores egne behov og drømme til en målestok for andre. Samtidig inviterer den os til at tage dem alvorligt. For det, vi længes efter, fortæller ofte noget væsentligt om os. Men det behøver ikke at være sandheden om den, vi møder, eller om hvordan et andet menneskes seksualliv bør se ud.
I Ragnhilds perspektiv blev seksualitet heller ikke til et problem, der kun hører hjemme hos dem, som kæmper. Hun mindede mig om, at der findes mennesker, som ikke oplever skam eller vanskeligheder i deres seksualitet. Den erkendelse udfordrede mig en smule. Jeg har længe undersøgt det, der spænder ben, og derfor var det vigtigt at lade dette perspektiv stå ved siden af.
Et undersøgelsesfelt bliver rigere, når vi også giver plads til det, der er enkelt, naturligt og fungerer, uden at gøre det til en pligt for andre.
Jeg gik fra samtalen med flere spørgsmål end svar. Det er en gave, når spørgsmålene samtidig bliver mere præcise.
Hvordan taler vi om seksualitet, uden at gøre den til et problem, der skal løses?
Hvordan tager vi vores egen længsel alvorligt uden at lægge den ned over andre?
Og hvordan skaber vi et sprog, hvor både lyst, lav lyst, nysgerrighed, ro, frihed og tvivl kan få lov at eksistere side om side?
___
Tak, kære Ragnhild, for at vende mit spørgsmål tilbage til mig. Det gjorde du med en klarhed og en venlighed, som gav mig mulighed for at se min egen længsel tydeligere.
Tak også for dit brede blik på seksualiteten som en del af hele menneskelivet og for at minde mig om, at en undersøgelse også må have klarhed omkring, hvem det er i os, der spørger.
Tak for dit vigtige arbejde og forskning – og for at dele dit blik og perspektiv i Sacred Sexuality Institute.
Besøg Ragnhild på hjemmesiden: sexologiskveiledning.no/index.html
Link til de artikler Manookah optræder i: sacredsexuality.institute/tag/ragnhild
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.


