Når livet får lov at føre

En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Manookah

Jeg har inviteret Manookah med i undersøgelsen ‘Seksualitetens arketyper’, fordi jeg ønskede hendes blik på feltet med afsæt i astrologien og i de spirituelle traditioner, hun selv har fordybet sig i.

Jeg var forberedt på, at jeg kunne blive udfordret, for astrologiens landskab er stadig nyt for mig. Og det blev jeg. Udfordret.

Mars. Venus. Pluto. Neptun.

Undervejs måtte jeg flere gange standse op og skrive ned, så jeg ikke mistede de tråde, Manookah lagde ud. Smukt og lidt svært for mig.

Jeg iagttog, at jeg forsøgte at putte de forskellige tegn ned i kasser. De gode og de dårlige. De vilde og de milde. Men så let er det ikke. For heller ikke her lader noget sig uden videre putte i begrænsede kasser, blot for at blive lettere at forstå.

Manookah bevæger sig hjemmevant blandt de astrologiske figurer og deres historier, mens jeg stadig øver mig i at kende forskel på dem. Det blev aldrig en hindring i vores samtale. Og jeg oplevede, at hun gav mine spørgsmål tid og plads. Også dem, der blev født, mens jeg stadig forsøgte at holde styr på mit landkort.

Hun taler ikke om astrologien som en facitliste over, hvem vi er. Hos hende bliver den et symbolsprog for kræfter, der kan bevæge sig i os: begær og kærlighed, vilje og sårbarhed, skygge og bevidsthed.

Hun siger: “Fordi vi har jo alle sammen de kræfter i os, ikke også?”

En bevægelse frem for en kasse. Og med det en åbning mere end en begrænsning.

Mars, Venus, Pluto og Neptun bliver hos Manookah ikke mennesker, vi skal ligne, eller figurer, der skal forklare os færdige. De bliver billeder, der kan hjælpe os med at spørge:

Hvilken kraft mærker jeg lige nu?
Hvad kalder på min opmærksomhed?
Og hvad sker der, når jeg møder det med lidt mindre fordømmelse og lidt mere nysgerrighed?

Hun beskrev seksualiteten som en særlig forbindelse til livet. Et sted, hvor lyst og sanselighed kan vågne, når noget i os igen får lov at være i kontakt med livsstrømmen. Det er Manookahs eget spirituelle og astrologiske sprog.

Jeg hørte det som en påmindelse om, at seksualitet for nogle ikke blot handler om en handling eller en relation, men også om den fornemmelse af at være levende, der kan opstå i os.

Og tanken om seksualiteten som noget levende skaber et fint billede i mig. Jeg oplever den som en særlig energi i os mennesker. Når jeg i perioder mærker en friere bevægelse i den, oplever jeg også, at noget i mig bliver mere levende.

Det kan vise sig som nærvær, vitalitet eller en udstråling, andre lægger mærke til. Her tænker jeg ikke nødvendigvis på begær eller på at blive set på en bestemt måde. Snarere på den kraft, der kan opstå, når jeg føler mig mere forbundet med mig selv og med livet.

Måske er seksualiteten en af livets måder at vise sig på i os.

På et tidspunkt i samtalen talte Manookah om, at det seksuelle møde for nogle også kan være en vej ind i en erfaring af enhed. En oplevelse af, at kroppen ikke adskiller os fra livet, men kan være med til at åbne os mod noget større.

Det indrammede en dyb længsel i mig.

I mange år troede jeg, at sex først og fremmest handlede om penetration og orgasme. Og det kan naturligvis være en fin og betydningsfuld del af seksualiteten. Først da jeg senere mødte bøger og fortællinger om det seksuelle møde som en mulig spirituel erfaring, begyndte jeg at forstå en længsel, jeg allerede bar på.

En længsel efter, at et intimt møde også kan åbne mod en fornemmelse af at høre til i noget større. At blive så nærværende, så levende og så forbundet, at den sædvanlige oplevelse af adskillelse for en stund bliver mindre fast.

For mig handler denne længsel ikke om at forsvinde ind i et andet menneske. Jeg længes ikke efter en sammensmeltning, hvor den ene bliver mindre eller mister sin egen stemme. Jeg længes efter et møde, hvor vi begge kan være helt os selv og samtidig berøre en dybere forbundethed. Måske med hinanden. Måske med livet. Måske med det, nogle kalder det guddommelige.

Manookah beskrev det som en smuk menneskelig mulighed for at blive ét med noget større gennem mødet med et andet menneske. I hendes perspektiv bliver kroppen ikke et modsvar til ånden, men en mulig vej, hvorigennem livet kan erfare sig selv.

Samtalen førte os ind i refleksioner om begæret. Hos Manookah står det hverken som noget, der nødvendigvis skal følges, eller som noget, der behøver gøres forkert. Jeg hørte hende tale om det som en kraft, der kan vise, hvad vi længes efter. Samtidig mindede hun mig om, at et andet menneske kan vække noget levende i os, uden at personen dermed skal bære ansvaret for, at det bliver ved med at leve.

Hendes blik på vigtigheden af bevidsthed var stærk og hun sagde: “Du kan ikke vide, hvordan du udspiller det.”

Ordene kom, da vi talte om astrologi. Men for mig rækker de længere. Eller dybere. Fordi et symbol, et mønster eller en længsel behøver ikke at blive en skæbne. Vi er ikke færdigfortalte, fordi vi kan genkende en kraft i os.

Manookah holdt fast i, at bevidsthed ikke kan læses ud af et horoskop. Den mærkes i det levede menneske og i måden, vi forholder os til det, der bevæger sig i os.

Igen måtte jeg vende blikket eller tankerne indad i et forsøg på at forstå de billeder – det landskab – hun havde præsenteret mig for og mine egne billeder og forståelse af bla. stjernetegnene.

Det, der måske ramte mig stærkest, kom mod slutningen af vores samtale. Jeg talte om, hvordan vågenhed for mig indimellem opleves som et hårdt arbejde. Om at ville være bevidst, holde øje og forstå, mens livet foregår. Og om, hvor let jeg kan komme til at gå ind i sanselige møder med en opgave, som hovedet allerede har defineret.

Manookah gjorde mig ikke forkert og tog heller ikke alvoren ud af min undersøgelse. Hun pegede blot på en anden mulig rækkefølge og spurgte: Kan det også være sådan, at du kan gå ind i et sanseligt rum og bare være og gå med den energi, der er?”

Jeg hørte det som en vigtig invitation til at lade livet få lidt mere plads end kontrollen. Til at give sansningen mere plads end hovedet. Til at mødes uden først at have udpeget, hvad der skal undersøges eller forandres. Og bagefter, når oplevelsen har fået lov at lande, at spørge: Hvad skete der? Hvad mærkede jeg? Hvad vil jeg tage med mig? Hvad rørte mig?

Den pegning ramte noget essentielt i mig. Jeg kan nemt gøre opmærksomhed til en præstation. Manookah mindede mig om, at bevidsthed også kan rumme tillid. At vi nogle gange kan lade et møde være et møde, nyde det, der er levende, og først senere vende tilbage til det med det undersøgende blik.

Det er en invitation, jeg tager med mig videre i livet. Jeg fornemmer, at den giver plads til nydelsen og sansningen før den narrative undersøgelse. Den giver plads til livet, mens jeg lærer, frem for at jeg skal lære for at leve.

Efter samtalen havde jeg mange noter og streger på papiret foran mig. Nogle handlede om Mars, Venus, Pluto og Neptun. Andre var blot små markører under ord som liv, kærlighed, etik, begær og bevidsthed.

Og så sad jeg med en fornemmelse af, at Manookah ikke bruger sit sprog til at gøre livet mindre mysteriefyldt. Hun bruger det til at give mysteriet flere indgange. Tak for at vise mig disse smukke døre.

___

Tak kære Manookah også for din generøsitet, dit levende blik og din villighed til at lade mig spørge ind i et landskab, jeg kun lige er begyndt at ane. Tak for at dele dit særlige blik i Sacred Sexuality Institute.

Besøg Manookah på hjemmesiden: soffiahakademiet.dk/

Link til de artikler Manookah optræder i: sacredsexuality.institute/tag/manookah

I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.

Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.

Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.

Andre artikler