Det, vi tager med ind i dobbeltsengen

En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Claus Roager

Jeg har kendt Claus i mange år. Han er et af de mennesker, jeg altid kan række ud til, når jeg har en idé, et spørgsmål eller en samtale, der kalder på hans blik. Han har gennem tiden sagt ja til flere af mine podcasts, og jeg blev glad, da han også tog imod min invitation til at tale om seksualitet.

Hos Claus møder jeg en direktehed, der for mennesker, som ikke kender ham, kan synes både grov og provokerende. Men den kommer fra et menneske med et stort hjerte og en oprigtig optagethed af mennesker, deres adfærd, skyggesider etc. Hvad der sker med os uanset om vi længes, beskytter os, vil hinanden, ikke vil hinanden eller ikke helt ved, hvordan vi skal være ærlige om det.

Vores samtale om seksualitet og arketyper blev naturligt formet af Claus’ på én gang høje energi, hurtige tale og skønne væsen. Den var levende fra første spørgsmål. Han taler ikke om enneagrammet som ni små kasser, vi skal presses ind i. Jeg oplever mere, at han bruger det som et sprog for de mønstre, strategier og instinkter, der kan dukke op, netop dér hvor vi måske tror, vi er mest frie. Når han arbejder med par, lader han heller ikke enneagrammet stå alene. Han er optaget af de historier, forestillinger og sprog for kærlighed, vi allerede bærer med os.

Vi kan have en idealiseret drøm om, hvad et parforhold skal være. Den kan være formet af kultur, tidligere relationer og det, vi har set omkring os. Måske også af alt det, vi længes efter at få anderledes. Når Claus anvender modeller fra enneagrammet, handler det ikke om undersøge, fx hvilke typer der passer godt sammen eller hvem der er den bedste elsker. I stedet bruger han dem til at åbne et mere præcist blik på, hvad der bliver aktiveret i os.

“Enneagramtypen er jo med inde i dobbeltsengen.”

Ordene kommer med en naturlighed, der gør dem både enkle og en lille smule forstyrrende. For selvfølgelig er den det. Det menneske, der træder ind i det seksuelle rum, kommer ikke alene med sin krop og sin lyst. Vi tager også vores længsel, vores forsvar, vores forestillinger om kærlighed og vores forsøg på at være tilstrækkelige med os. Uanset (enneagram)type.

Jeg kender enneagrammet, men har desværre aldrig haft mulighed for at dykke ned i instinkterne. Og Claus skelner mellem typerne og de instinkter, han arbejder med i enneagrammet. I hans forståelse kan seksualiteten for nogle være tæt knyttet til komfort og tryghed. For andre er det intensiteten, kontakten og det sanselige, der træder frem. Og så findes det sociale blik: Hvad får den anden ud af det? Hvad er tilladt? Hvad vil andre tænke?

En skelnen, som jeg oplever, er en invitation til at undersøge, om vi nogle gange mister os selv i forsøget på at være rigtige for den anden. Noget jeg selv er opmærksom på, fordi jeg kender det at miste mig selv i forsøget på at undgå at miste den anden.

Nogen siger, at vores adfærd i dagligdagen bliver projiceret op på en storskærm i soveværelset. Jeg ved ikke, om det altid er sådan. Men Claus fik mig til at genkende, at vores strategier kan blive mere synlige, når vi står i et rum, hvor vi både ønsker noget og risikerer noget. Jeg hører ham invitere til at træne en anden adfærd.

Den, der hele tiden sørger for den anden, kan øve sig i at tage imod.

Den, der præsterer, kan måske opdage forskellen på at blive beundret og at blive mødt.

Og den, der holder fast i kontrollen, kan mærke, hvor meget tillid der skal til for at give bare lidt mere slip.

Claus bruger et ligefremt sprog, og indimellem må jeg smile, mens alvoren viser sig. Da vi talte om projektioner og forventninger, beskrev han med sin særlige direktehed, hvor let vi kan komme til at lægge vores egen uro, vores håb og vores forestillinger over i den anden, når vi er i seng.

Samtalen bevægede sig også ind i det, mange helst undgår at tale om: fantasier, skam, normer, magt, kontrol og utroskab. Om påmindelsen om at en fantasi ikke behøver at blive til en handling for at kunne få lov til at have et sprog. Og med den opstår der en mulighed for at vi kan være nysgerrige på det, der bevæger sig i os, uden at gøre det til et projekt, en præstation eller et krav til den anden.

Og hvad nu hvis en del af friheden begynder med at turde sige: Jeg kunne godt tænke mig … og samtidig vide, at et nej, en pause eller en anden vej også kan være en del af et smukt møde.

Vi kom også omkring, hvordan seksualitet kan have flere udtryk gennem et liv. At den ikke behøver at være bundet til én bestemt handling eller ét bestemt tidspunkt i livet. Som livet er i bevægelse er mennesket det også.

Hvordan kan vi møde hinanden, når lyst, krop eller muligheder ændrer sig?

Hvordan kan vi mødes uden krav om, at alt skal være som før, men en interesse for, om der kan findes andre veje til kontakt?

Hvordan kan vi møde os selv?

Vi fandt ikke svaret, men delte ønsket om at det må være den enkelte, som finder sit svar.

Da vi talte om utroskab, blev samtalen mere alvorlig. Det er noget, som vi begge kender til. Trods forskellen i rollerne er smerten genkendelig og sansbar i os begge. Og Claus negligerer ikke smerten ved at svigte tilliden. Han taler heller ikke om seksualitet som noget, der kan løsnes fra de konsekvenser, vores valg får for andre. Samtidig peger han på betydningen af at turde tale om længsler, grænser og aftaler, før de bliver til hemmeligheder.

Fra eget liv har jeg oplevet, at det utalte fyldte. For mig bliver det en måde at lyve på. Jeg tror ikke, at alle par skal leve ens eller ønske det samme. Men i samtalen blev jeg mindet om at frihed uden samtale let kan blive en frihed, der overlader den anden til at bære prisen.

Og måske er det noget af det, som Claus kan. Eller tør. At møde det svære – som hos mange vækker både nysgerrighed og forargelse – med lethed og uden for megen pynt. Samtidig vender han igen og igen tilbage til, at vi må kende vores mønstre, tale om vores længsler og tage ansvar for det, vores handlinger får lov at betyde for andre.

En tilgang jeg selv praktiserer, så godt jeg kan, samtidig med at jeg også snubler ind imellem eller kortvarig hænger fast i et narrativ. Heldigvis har jeg mennesker som Claus omkring mig, som erindrer mig om, at uanset jeg tager afsæt i enneagrammet eller et andet system, så er det ‘blot’ et spejl, som kan hjælpe mig med at få øje på, hvad jeg tager med ind i et møde med et andet menneske med vished om at den anden gør det samme.

Fra hjertet tak Claus for at dele ikke blot en time af din tid, men også dit blik og dine refleksioner på seksualitetens væsen. Tak for at møde mig og mine spørgsmål med både modspil, humor og hjerte. Tak for endnu en gang at minde mig om, at et menneske aldrig er en type alene. Tak for dig.

Besøg Claus på hjemmesiden: https://enneagramstedet.dk/

Link til artikler hvor Claus optræder: sacredsexuality.institute/tag/claus/

I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.

Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.

Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.

Andre artikler