Det, der bærer

En stemme fra Sacred Sexuality Institute: Benedikte

Jeg gik ind i samtalen og mødet med Benedikte med stor nysgerrighed. I vores første telefonsamtale sagde hun, at der skal mere ånd ind i seksualiteten. Ord som ramte noget dybt i mig, og jeg vidste, at vi kunne få en spændende samtale og refleksion. Og nu var det nu. At tale med et menneske, der både er sexolog og teolog, kaldte på spørgsmål, jeg længe har haft med mig:

Hvad har troen gjort ved vores blik på seksualiteten? Hvad kan vi tage med os fra de traditioner, mange af os på én gang er præget af og har taget afstand fra? Og kan kroppen, kærligheden og ånden få lov at stå i et mindre adskilt forhold til hinanden?

Min samtale med Benedikte fandt sin retning langsomt. Den voksede frem gennem pauser, små omveje og ord, der først efterhånden viste, hvor de ville hen.

Det var en samtale, som åbnede andre spor end dem, jeg havde planlagt og forestillet mig. Det gjorde den hverken fattig eller forkert. Og flere ord blev ved med at arbejde i mig efterfølgende. Måske fordi de kom enkelt. Måske fordi de pegede mod en større samtale, som endnu ikke var afsluttet.

Benedikte begyndte med at tale om seksualitet som noget, der rækker videre end det genitale. Som noget, der hænger sammen med vores måde at være i verden på, med det inderste i os og med vores møde med andre. På et tidspunkt sagde hun: “Seksualitet er jo så meget mere.”

Det er en umiddelbar og enkel sætning. Og alligevel åbner den begrebet. Vi bruger ofte ordet seksualitet, som om vi allerede ved, hvad det betyder.

Men hvad hvis det også rummer den måde, vi længes på, søger kontakt, holder igen, tør vise os eller beskytter noget i os selv?

Hvad hvis seksualitet ikke kun hører hjemme i det, der sker mellem benene, men også i de lag af vores menneskelighed, der kan være svære at tale om?

Samtalen bevægede sig derfra ind i den adskillelse, som Benedikte oplever mellem seksualitet, kærlighed og ånd. Hun talte om skam og kulturelle spor, men uden at gøre historien enkel. For mig blev hendes perspektiv en anledning til igen at spørge, om vi nogle gange kommer til at lade hovedet overtage det, som også må mærkes.

I en refleksion over tro og det at mærke sagde hun:

“Det at tro, det er noget, der foregår i hovedet, og det er det jo ikke. Det er jo i hjertet.”

Det er Benediktes eget trosbårne sprog. Jeg hører ikke hendes ord som et svar på, hvordan man skal tro eller leve. Men de åbnede noget i mig. Vækkede en lyst til ny opmærksomhed. En tanke om, at også troen kan blive for kognitiv, ligesom seksualiteten kan blive det. At vi kan komme til at sortere, forstå og kontrollere så meget, at forbindelsen til det levede og mærkede bliver svagere.

For mig bliver det en spændende pegning på noget, som jeg genkender alt for godt.

Tryghed var et andet ord, vi kredsede om. Benedikte beskrev tryghed som en vigtig forudsætning for, at vi kan turde være mere til stede og undersøgende i en relation. Men hun holdt også fast i, at tryghed kan miste sin bevægelighed, hvis den bliver til overvågning eller kontrol. Hun sagde det med klarhed:

“Kontrol det er jo seksualitetens værste fjende”

Sætningen står stærkt og får mig til at standse op et øjeblik.

For hvad er forskellen på at længes efter tryghed og at forsøge at sikre sig mod alt det uforudsigelige?

Hvordan kan jeg bede om tydelighed, ærlighed og hensyn uden at gøre den anden til genstand for min uro?

Jeg kender ikke svaret og måske er det ikke så enkelt. Men jeg genkender, at tryghed i et nært møde ikke nødvendigvis handler om at vide alt. Den kan også handle om at kunne blive i kontakten med sig selv og med den anden, når noget er usikkert.

Benedikte talte også om troskab. Hun beskrev den som en mulig måde at tage vare på et fælles rum på og var samtidig opmærksom på, at troskab mister sin kvalitet, hvis den bliver til ejerskab eller et krav. Det afgørende ord hos hende var frivillighed: “Man skal ligesom give den frivilligt.”

Det rammer noget, jeg synes er værdifuldt og smukt i vores fælles undersøgelse. Vi kan bruge de samme ord – troskab, kærlighed, ægteskab, frihed, tryghed – og alligevel mene noget forskelligt.

Derfor kan de ikke blot sættes som etiketter på et forhold. De må tales frem mellem de mennesker, de angår.

Hvad ønsker vi at give? Hvad kan vi love? Hvad skal have lov at være vores eget? Og hvor går grænsen, når omsorg begynder at ligne kontrol?

I samtalen delte hun et særligt billede om at springe højt på en trampolin, da hun talte om forankring. Hun sagde:

“Når man er forankret et sted, så kan man komme langt.”

Ved første blik kan det lyde modstridende. Og alligevel rummer billedet noget enkelt: Forankring bliver hos Benedikte ikke til stilstand. Den bliver en forudsætning for bevægelse.

Den fortæller mig, at kærlighed, seksualitet og tro for nogle kan være steder, vi øver os i at blive mere hjemme i os selv, så vi ikke behøver at lægge hele vores tryghed, mening eller retning over i et andet menneskes hænder.

Måske var det derfor, denne samtale fortsatte med at skabe nye refleksioner i mig. Fordi vi kom andre steder hen end planlagt. For Benedikte satte ord på noget, der ikke behøver at blive færdigt i samme øjeblik, det bliver sagt. Ord om hjerte, frivillighed, forankring og om at gøre sig umage med at være til stede.

Nogle møder giver os store erkendelser i selve øjeblikket. Andre efterlader små ord, som vi senere opdager, at vi går og bærer på. Samtalen med Benedikte hører for mig til den sidste slags.

Tak, kære Benedikte, for at dele dit blik som sexolog og teolog. Tak for de ord, der blev ved med at rumstere i mig, og for at minde mig om, at det, der bærer, ikke altid er det, der larmer mest.

Tak for at dele dit særlige blik i Sacred Sexuality Institute.

Link til de artikler Benedikte optræder i : sacredsexuality.institute/tag/benedikte/

I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.

Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.

Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.

Andre artikler