Er seksualitet noget vi har eller noget vi er?

Bidragsydere til denne undersøgelse inkluderer: Robert Lubarski, Stig Wøldike Sletved, David BR Camacho, Camille Rishøj Nielsen og Achim Steinhäuser.

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Er seksualitet noget vi har eller noget vi er?

Der er noget ved det spørgsmål, der sætter sig i min krop, inden jeg overhovedet begynder at tænke over det.

Er seksualitet noget jeg har eller noget jeg er?

Prøv gerne at mærke de to versioner: Jeg har en seksualitet. Og jeg er et seksuelt væsen. Det er ikke det samme. Og forskellen er ikke bare sproglig.

Seksualitet som ejendel

De fleste af os er opdraget til at tænke på seksualitet som noget, vi har. Noget, der tilhører os, men som er adskilt fra os. Noget, vi kan tænde og slukke for. Noget, der hører til i bestemte rum, på bestemte tidspunkter, med bestemte mennesker.

Det er ikke en forkert forståelse. Men det er en meget begrænset en.

Når vi behandler seksualiteten som en ejendel, opstår der en bestemt slags forhold til den: Vi vurderer den. Vi styrer den. Vi skammer os over den, når den ikke opfører sig, som vi synes, den bør. Vi sammenligner den med andres. Vi spørger, om vi har nok af den eller for meget.

Og vi glemmer at spørge, hvad den egentlig er.

Seksualitet handler for mig om energi. Den menneskelige energi. Den menneskelige opretholdelse af livet. Det er en fornemmelse af sig selv som menneske. En kilde i mig. Noget, der bor i mig og noget, der er til mig, for mig.

– David BR Camacho

Det er en formulering, jeg holder fast i. Fordi jeg genkender. Fordi jeg fornemmer.  En kilde i mig. Ikke noget, jeg har adgang til under bestemte betingelser. Men noget, der bor i mig og som er der for mig.

Seksualitet som væren

Men hvad nu, hvis seksualiteten ikke er noget, vi har, men noget, vi er?

Ikke i den forstand, at seksualitet er det eneste, vi er. Men i den forstand, at den er en grundlæggende dimension af det at være et levende, kropsligt, forbundet menneske. At den ikke er en egenskab, vi besidder, men en måde at eksistere på.

En af stemmerne i min undersøgelse beskriver det som en kropslig fornemmelse af sig selv som menneske. Ikke som noget, man gør. Men som noget, man er. En tilstedeværelse i kroppen, der er der, uanset om den aktiveres seksuelt eller ej.

Det er en meget anderledes forståelse. Og den har konsekvenser.

Hvis seksualiteten er noget, vi er, kan vi ikke sætte den fra os. Vi kan undertrykke den. Vi kan ignorere den. Vi kan dæmme op for den. Men vi kan ikke lægge den fra os som en genstand, vi ikke har brug for i dag.

Og det, vi undertrykker, forsvinder ikke. Det finder andre veje.

Ofte er det jo i virkeligheden kvinder, der synes, kvinder er for meget. Også i seksualiteten. Desværre. Det er en mærkelig størrelse den kvindelige seksualitet. Også den mandlige, men på en anden måde. Den er lidt længere fremme og har fået lov at være mere tydelig, end den kvindelige. Det at undersøge sig selv som kvinde – undersøge sit køn – er jo meget anderledes end hos manden, fordi det meste er usynligt for øjet.

– Camille Rishøj Nielsen

Det rammer måske noget vigtigt? At den kvindelige seksualitet i høj grad er en indre, usynlig størrelse, og at det gør den sværere at kende, sværere at tale om og sværere at hævde retten til?

Hvad sker der, når vi glemmer, hvad vi er

Jeg møder det igen og igen hos mig selv og hos andre: Den mærkelige tomhed, der opstår, når vi har levet for længe i afstand fra vores seksualitet. Ikke fordi vi ikke har sex. Men fordi vi har glemt at være seksuelle væsener.

En af samtalerne i min undersøgelse handler om netop dette. Om manden, der har lagt meget af sin livslykke ud på seksualitet og som langsomt opdager, at det, han egentlig søger, ikke er mere sex, men en tilladelse til at være fuldt ud. At lade livskraften, den kreative energi, det seksuelle udtryk strømme frit, ikke kun i det seksuelle møde, men i hele livet.

Det er en bevægelse fra at have til at være. Og den bevægelse kræver noget af os.

Den kræver, at vi holder op med at behandle vores seksualitet som et problem, der skal løses. Som noget, der skal kontrolleres eller optimeres. Og i stedet begynder at nærme os den med den nysgerrighed, vi ville bringe til noget, vi endnu ikke kender, men som vi ved er en del af os.

En kær veninde sagde det meget fint en dag: ‘Inger, måske skal du se øvelserne, som en gave fremfor en opgave’. En invitation som kom i forbindelse med et kursus i seksualitet, vi begge deltog i, og hvor jeg pludselig erfarede, at min tilgang til øvelserne (igen) var præget af, at noget i mig var forkert og derfor skulle fixes.

Seksualitet er sanselighed. Så længe det kun er sanseligheden, der fylder i bevidstheden, er der ingen adskillelse i mødet. Der er et ‘Inger’, som rører ‘Achim’ og et ‘Achim’ der rører ‘Inger’. I den fælles bevægelse som vi har i den sansning, opløses vi i et fælles tredje. Der er ingen ‘Inger’ eller ‘Achim’, fordi det er det, vi sanser, der fylder.

– Achim Steinhäuser

Et fælles tredje. En smuk erindring om, hvad der opstår i et møde, hvor vi er fuldt til stede. Et rum som tilhører ingen. Eller måske altet.

Seksualitet som selvkundskab

Hvis seksualiteten er noget, vi er, bliver spørgsmålet om seksualitet et spørgsmål om selvkundskab.

Hvad er min seksualitet egentlig for noget? Hvornår mærker jeg den? Hvad tænder den? Hvad slukker den? Hvad er det, jeg egentlig længes efter, når jeg søger mod det seksuelle?

Det er spørgsmål, mange formentlig aldrig har stillet sig selv. Ikke fordi de ikke er vigtige. Men fordi vi ikke er blevet opdraget til at stille dem. Vi er blevet opdraget til at styre vores seksualitet. Sjældent til at kende den.

Det er for mig en undersøgelse, der kan vare et helt liv. Og det er måske pointen. Ikke at finde et endeligt svar på, hvad ens seksualitet er. Men at leve i en levende, nysgerrig relation til den. Og lade den folde sig ud, som vi gør som menneske.

Det er en meget anderledes tilgang end den, de fleste af os er vokset op med. Men det er en tilgang, der giver seksualiteten tilbage til os. Ikke som et problem, men som en del af den, vi er.

Skammen og selvforståelsen

Der er en grund til, at dette spørgsmål er svært.

Hvis seksualiteten er noget, vi har, kan vi tage afstand fra den. Vi kan sige: Det er ikke mig, det er bare noget, jeg har. Og det er forkert, for meget, for lidt, for mærkeligt.

Men hvis seksualiteten er noget, vi er, rammer skammen et andet sted. Den rammer ikke en egenskab. Den rammer os selv.

Det er derfor, seksuel skam er så dyb. Og det er derfor, healingen af seksuel skam ikke handler om at ændre en adfærd. Den handler om at genoprette en relation til sig selv.

En af samtalerne i min undersøgelse berører dette direkte. Om at bære på en skam, der ikke handler om noget, man har gjort, men om noget, man er. Og om den langsomme, modige bevægelse mod at tillade sig selv at være det fuldt ud.

Det er ikke en nem bevægelse. Men det er en nødvendig en.

En invitation

Hvad ville ændre sig i din relation til din seksualitet, hvis du holdt op med at tænke på den som noget, du har og begyndte at møde den som noget, du er?

Ikke som en teori. Men som en levende erfaring, der bor i din krop, i din længsel, i det, der bevæger dig.

Hvad ville du opdage? Hvad vil folde sig ud?

Photo: Alexandra Patrusheva (Pexels)