Hvad har formet os?

Indhold

Del indlægget

Klik på navnet du vil læse mere fra

Og hvad sker der, når vi begynder at se det?

Denne tekst er en del af en løbende undersøgelse af seksualitet som fænomen, erfaring og kraft. Den bygger på samtaler med mennesker, der arbejder med seksualitet fra vidt forskellige vinkler. Som terapeuter, teologer, tantraunderviser, healere og nysgerrige mennesker. Ikke som autoriteter. Men som stemmer i undersøgelsen sammen med min.

Hvad har formet os og hvad sker der, når vi begynder at se det?

En ny undersøgelse : om oplevelsen af frihed i egen seksualitet.

Jeg tror, at de fleste af os på et tidspunkt har mærket det: en afstand mellem det, vi længes efter, og det, der faktisk føles muligt. Måske længes vi efter mere nærvær. Mere lethed. Mere lyst. Eller blot efter at kunne være hjemme i vores egen krop uden at skulle præstere, forklare eller skamme os.

Alligevel kan noget holde os tilbage.

Nogle gange er det tydeligt. Andre gange er det en fornemmelse, der er svær at sætte ord på. En uro. En vane. En grænse, vi ikke længere ved, om er vores egen. En stilhed, vi har lært at leve med så længe, at den næsten kan føles naturlig.

Det er her, denne nye undersøgelse begynder: Hvad har formet os og hvad sker der, når vi begynder at se det?

Frihed er ikke et krav

Når jeg bruger ordene frihed i egen seksualitet, mener jeg ikke, at vi alle skal have mere sex, mere lyst eller mod på bestemte former for intimitet.

Frihed er heller ikke en tilstand, man én gang for alle kan opnå og derefter beholde.

For mig handler frihed snarere om muligheden for at mærke sig selv. At kunne høre og udtrykke egne ja’er og nej’er. At kunne være nysgerrig uden at være forpligtet til at handle. At kunne vælge med sig selv og ikke kun ud fra forventninger, gamle mønstre eller det, vi tror, en anden har brug for.

Det er en undersøgelse, der også angår mig.

Jeg skriver ikke fra et sted, hvor jeg har fundet den endelige vej. Jeg skriver som et menneske, der fortsat opdager, hvordan gamle erfaringer, længsler, idealer og beskyttelser kan leve videre i kroppen. Og som igen og igen må spørge mig selv: Hvad er mit? Hvad har jeg lært? Hvad er jeg klar til at se nu?

Fra seksualitetens væsen til det, der former os

I min første undersøgelse stillede jeg spørgsmålet: Hvad er seksualitet?

Det spørgsmål førte mig vidt omkring. Ind i kroppen, relationen, livskraften, begæret, døden, kærligheden og det spirituelle. Jo flere mennesker, jeg talte med, desto tydeligere blev det, at seksualitet ikke lader sig indfange af én definition. Min undersøgelse af hvad er seksualitet, bliver formenlig aldrig færdig, men for nu er den sat på pause.

Fordi samtidig begyndte et nyt spørgsmål at kalde på mig.

For hvis seksualiteten er så grundlæggende en del af det at være menneske, hvad sker der så, når kontakten til den bliver svær? Hvad er det, der får os til at trække os væk fra vores egne sanser, vores lyst, vores grænser eller vores mulighed for at være til stede i et intimt møde?

Jeg søger ikke én forklaring.

Et menneskes forhold til seksualitet bliver formet af mange ting: af de ord eller den tavshed, vi voksede op med. Af vores møder med kærlighed, afvisning, forventninger og krop. Af kultur, familie, religion, billeder, idealer, tempo og de erfaringer, vi bærer med os.

Nogle mennesker vil genkende skammen. Andre vil genkende præstationspresset. Nogle vil opleve, at kroppen lukker eller beskytter. Andre vil mærke, at de mangler et sprog, en partner, en tryg ramme eller tid til at undersøge, hvad de selv faktisk ønsker.

Ingen af disse spor gør et menneske forkert. Men måske bliver det sværere at vælge frit, når vi ikke ved, hvad der taler i os.

Grundvandet i os

I en af mine nyere samtaler beskriver sexolog og parterapeut Amanda Lagoni seksualiteten som “grundvandet i os”. (Læs evt. med i samtalens efterklang – Amanda Lagoni).

Et spændende billede som rørte noget i mig. Grundvand ligger under overfladen. Det er ikke altid synligt. Alligevel præger det landskabet. Det påvirkes af det, der falder ned i det, og af det, der gennem lang tid har fået lov at sive ind.

Sådan kan vores forhold til seksualitet måske også være.

Noget i os ligger dybt. Det kan være levende, selv når det ikke mærkes tydeligt. Det kan være præget, uden at vi straks kan se hvordan. Og det kan kalde på opmærksomhed . Ikke fordi noget nødvendigvis skal repareres, men fordi vi får mulighed for at forstå os selv med større mildhed og klarhed.

Otte rum at træde ind i

I de kommende artikler undersøger jeg blandt andet:

det, vi lærte at tie med
de historier og forestillinger, der lever videre i os
kroppen som hjemsted og kroppen, når den beskytter
mødet med den anden og spændingen mellem tryghed og frihed
præstation, kontrol og nærvær
de billeder, vi ser os selv igennem
og spørgsmålet om, hvordan vi kan nære det levende uden at gøre seksualiteten til endnu en opgave.

De rum hænger sammen. Skam kan påvirke kroppen. Kroppen kan påvirke vores mulighed for at sige fra eller række ud. Kulturelle idealer kan snige sig ind i vores forventninger til, hvad et seksuelt møde skal være. Og gamle erfaringer kan vise sig i relationer, længe efter at vi troede, vi havde lagt dem bag os.

Alligevel skal rummene ikke læses som en metode eller en diagnose. De er åbninger. Invitationer.

Steder, hvor vi kan standse op og spørge: Genkender jeg noget her? Hvad vækker det i mig? Hvad har jeg måske aldrig før haft ord for?

At se er allerede en bevægelse

Jeg tror på, at der sker noget, når vi begynder at se de mønstre, der har været usynlige. At se er ikke det samme som at være færdig. Det betyder heller ikke, at vi med viljestyrke kan gøre os fri af alt, der har præget os.

Men erkendelsen kan være en begyndelse.

Vi kan opdage, at en reaktion ikke er hele vores identitet. At en gammel beskyttelse måske engang havde en grund. At en længsel ikke nødvendigvis er et problem, der skal løses. At et nej kan være levende. At et ja først bliver frit, når vi kan mærke det.

Måske er frihed ikke fraværet af historie. Måske er frihed den bevægelse, der bliver mulig, når vi møder vores historie med større bevidsthed, omsorg og ansvar.

Det er den bevægelse, jeg vil undersøge her.

Sammen med mennesker, der har sagt ja til at tænke højt. Sammen med deres forskellige faglige, menneskelige og kropslige erfaringer. Og sammen med dig, som læser med og måske mærker, at ét af spørgsmålene allerede er begyndt at arbejde i dig.