Samtalens efterklang, David BR Camacho
Det vand, vi svømmer i
En stemme fra Sacred Sexuality Institute: David
Der findes samtaler, man går ind i med et bestemt humør og kommer ud af med et andet. Måske du genkender.
Min samtale med David begyndte lidt skævt. Han havde fået lavet en dobbeltbooking. Vores samtale blev derfor afbrudt kort efter, at den var begyndt, og jeg ventede i en time, mens en anden aftale måtte flyttes med kort varsel.
Mens jeg sad der, kunne jeg mærke irritationen vokse i mig. Tanken om, at min tid ikke var blevet respekteret, fyldte mere, end situationen måske i sig selv kaldte på. Det er en stemme, jeg kender alt for godt. Og et af mine egne arbejdspunkter: hvordan jeg kan stå ved min tid og min selvrespekt uden at lukke hjertet.
Jeg kunne være kørt. Det var også et reelt valg. Men jeg blev. Måske nysgerrigheden var for stor.
Da samtalen begyndte at finde sit flow, forsvandt irritationen lidt efter lidt. Den blev afløst af en stille optagethed af de spor, vi foldede ud sammen.
David taler ikke om seksualitet som noget, der først og fremmest skal defineres, forklares eller løses. Han bevæger sig hurtigt ud i naturen, ind i kroppen, gennem årstiderne, cellerne, åndedrættet og tilbage til det menneske, der forsøger at forstå sig selv.
Nogle gange kan det være udfordrende at følge med. Ikke fordi han ikke er nærværende, men fordi hans tanke sjældent bliver på den mest lige vej. Den åbner et billede, vender det om, stiller et nyt spørgsmål og tager det med ud i skoven.
Det er noget af det, jeg holder af ved David: hans lyst til at udfordre det eksisterende.
Han insisterer på, at seksualiteten ikke blot er noget, vi har. For ham er den livsenergi. En del af det, der opretholder livet i os og som ikke kan rives løs fra resten af det levende.
“Jeg tror, jeg tænker mere min seksualitet som økosystemisk. At den tilhører faktisk økologien, naturen … at hvis jeg prøver at lade min seksualitet, min krop, mit cellesystem følge naturens økologi, så giver det mening.”
Han fortæller om et bøgetræ i Rold Skov. Et træ, han havde set gennem mange årstider. Om vinteren trækker det sin styrke ned i rødderne. Om foråret springer det ud. Ikke fordi det hele tiden skal præstere den samme grønhed, men fordi det følger sin cyklus.
Det billede tager jeg med mig. At følge sin cyklus.
For måske gør vi det samme med vores seksualitet, som vi ofte gør med os selv: Vi forventer, at energien skal være på samme måde hele tiden. At lysten skal være tilgængelig, kraftfuld og let at genkende. At vinteren er et problem. At stilheden skal fikses.
David ser anderledes på det. Han minder mig om, at seksualiteten også kan være tung, nedadgående, hvilefuld eller stille. Den skal ikke peake hele tiden for at være levende.
Det er en befriende tanke i en kultur, der hurtigt gør mennesket til projekt. Og måske også seksualiteten.
David bliver ved nogle få bærende spor i vores samtale: cyklussen, bevidstheden, naturen og det, der sker mellem mennesker. Han taler om seksualitet som et møde, hvor ingen blot får noget fra den anden. Begge giver. Begge modtager. Og derfor har rammer, empati og ømhed betydning.
“Har du lyst til at undersøge dig selv, mens jeg undersøger mig selv, og vi undersøger os sammen? … Jeg kan ikke undersøge dig. Og jeg kan undersøge mig selv i mødet med dig.”
Det er et vigtigt skel, som jeg genkender fra min egen tantriske praksis. I Davids perspektiv bliver bevidsthed ikke en kølig afstand til erfaringen. Den bliver en måde at være mere til stede i den på: at vide, at man svømmer i vandet, mens man svømmer i det.
David fortæller en lille metafor om to unge fisk, der møder en gammel fisk. Den gamle spørger dem: “Hvordan er vandet?” Da den er svømmet videre, spørger den ene unge fisk den anden: “Hvad er vand?”
Måske er det sådan med det, vi lever i hele tiden. Kroppen. Tiden. Lysten. Åndedrættet. Relationen. Det kan være svært at få øje på, netop fordi det omgiver os.
“Jeg synes, at hengive sig til bevidsthed må være det ypperste i seksualitet. At hengive mig til en bevidst seksualitet. At opleve det.”
Jeg ved ikke, om der findes én vej ind i seksualitetens væsen. Det vidste jeg endnu mindre, da jeg satte mig til denne af de første samtaler i min undersøgelse.
Men David viste mig, at et spørgsmål ikke altid skal skynde sig mod en definition. Det kan få lov at gå en tur i skoven. Stå lidt ved et træ. Se på årstidernes skiften. Og spørge, om det, vi kalder seksualitet, måske er en del af det store, levende kredsløb, vi allerede er i.
Tak, David, for at blive ved de store tråde. For at gøre dem større uden at gøre dem fjerne. Og for at minde mig om at lægge mærke til vandet.
I Samtalens efterklang vender jeg tilbage til møder, der har været med til at åbne min undersøgelse af seksualitetens væsen. Hver tekst er mit personlige blik på et menneskes særlige stemme og bidrag.
Jeg deler glimt af det særlige og til tider sårbare rum, vi skabte sammen med samtidig respekt for det, der skal blive mellem os. Ingen skal føle sig udnyttet, misforstået eller brugt.
Hver tekst deles først, når den, mødet handler om, har kunnet genkende sig selv i den.
